Ensomhed er en smertefuld følelse, som kommer, når du ikke har de sociale relationer, der kan være med til at fylde dit liv med mening. Du kan være ensom, når du ikke har venner eller familie at dele livet med. Men du kan også være ensom midt i flokke af mennesker, fordi du føler dig anderledes. Du kan være et travlt optaget menneske, der ser dusinvis af andre mennesker hver dag, men når du går hjem, runger tomheden i dit stille hjem, hvor alt står der, hvor du selv satte det, da du gik hjemmefra. En kvinde sagde engang til mig, at hun ikke manglede mennesker at gøre alting sammen med. Men hun savnede én at gøre ingenting med. For mig er den værste ensomhed, jeg kan forestille mig, ensomheden i tosomhed. Den ensomhed, jeg sommetider hører om, når et ægtepar er blevet fremmede for hinanden. Når man skulle være tæt, men i virkeligheden er milevidt fra hinanden. Av.

FrederiksbergLIV skrev den 26. oktober om ensomhed på Frederiksberg. I artiklen fortælles det, at 65.000 borgere på Frederiksberg er tilknyttet den digitale platform ”Boblberg”, hvor man kan finde venner og mennesker, der deler interesse med én. Da jeg læste om det og de gode historier om ensomhed, som er blevet brudt og erstattet med fællesskab, så tænkte jeg, at der også er en helt tredje slags ensomhed; den, jeg vil kalde den eksistentielle ensomhed. Det er den ensomhed, der slet og ret kommer af, at vi er individer, der nok kan ligne hinanden, men der findes ikke et andet individ, der er helt magen til mig. Du er i egentlig forstand unik. Hvis du var et kunstværk, ville du være unika. Det gør, at der aldrig vil være et andet menneske, der kender og forstår dig fuldt ud. Måske er du så lykkelig, at du ikke tænker så meget over det i hverdagen. Men måske er det sådan, at du kender denne følelse og oplevelse af, at der kun er dig. Der er kun dig til at leve dit liv. Og i sidste ende er der kun dig til at dø din død. Jeg selv støder ofte ind i den tanke. Jeg tror, det er derfor, jeg har en Gud i mit liv. At tro på Gud er at insistere på, at i ét forhold i mit liv er jeg aldrig ensom, fordi Gud er den, der ved alt og kender alt. Gud er ikke løsningen på min ensomhed – men han er min trøst.

Provst Kirsten Jørgensen