Temperaturen daler og fuglene er begyndt at flyve et andet sted hen. Det er som det plejer på denne tid. Vi trækker indenfor og går lidt hurtigere fra sted til sted for at komme i læ. Men der er også noget, der er nyt. Der er en bekymring for kulden. Hvor koldt bliver det? Får vi forsyningsproblemer? Og hvad med vores egen privatøkonomi, vil vi kunne betale de stigende el- og varmeregninger?

Da jeg var barn og frosten kom, sprang der isblomster ud på min rude. Det var før termorudernes tid og som barn var jeg lykkeligt uvidende om varmeregninger og det problematiske i at fyre for gråspurve. Jeg syntes, isblomsterne var smukke. De tilførte mit udsyn og mit værelse lidt eventyr og fantasi. Nu er kulden et problem. Det langt ud over det, at det kan være fodkoldt og trække lidt. Kulden er blevet til storpolitik og presset privatøkonomi. Vi skal skrue ned, slukke lyset og være mere nøjeregnende med at lade apparater og maskiner stå og trække strøm. Der er dem, der allerede har lukket for det varme vand, og forretninger der har måtte dreje nøglen om, fordi udgifterne til el og varme blev for store. Og familier, der i forvejen er hårdt økonomisk spændt for fortæller, at det nu ikke længere kun er fritidsaktiviteter og børnefødselsdage der må skæres væk. Det er blevet svært at få råd til det helt basale – mad og husleje.

Når vi havner i en krise, får det os til at trække os ind i os selv. Kulde gør det samme. Vi bliver mere tilknappede – knapper op og lukker i. I en kuldekrise kan vi derfor blive dobbelt ramt i tilbagetrækningen. Og dog giver det varme at søge sammen. Det er, når vi er i krise, at vi har brug for medmenneskelig varmehjælp. På et tidspunkt vil foråret hente os ud igen, men hjælpen til dem, der har behov, skulle gerne finde frem inden da. Og måske er det udmærket, hvis kulden og krisen for en tid skubber til vores samfundsmæssige økonomiske tænkning. At krisen forpligter os som samfund på at tale om økonomi i forståelsen at økonomisere. Forpligter os på hinanden, hvor det gælder om at holde hus med det der er, og gøre det så der er noget til alle. Det er økonomi med indbygget etik.

Christiane Gammeltoft-Hansen, sognepræst i Lindevang Kirke