September blev en måned i dronningernes tegn. Først fik vi besøg af dronning Margrethe på Frederiksberg. Så døde dronning Elizabeth på Balmoral. Og endelig fejrede vi dronningens regeringsjubilæum både i teatret, i kirken og på slottet. Vi sad ved TV-skærmen og fulgte med. I London stod briterne i en kø, der var 8 km lang, og som det ville tage mindst 14 timer at komme igennem – ventetiden udholdt de, fordi de ville se Elizabeths kiste i Westminster Hall.

Jeg er faktisk ret royal. Synes det er glimrende at have et kongehus, og jeg bliver sur, hvis en gæst taler hen over nytårstalen. Ligesom jeg bliver en begejstret 10-årig igen, når alle de smukke kjoler kommer over de blanke gulve til gallamiddag på Christiansborg. Samtidig så gribes jeg også af og til af undren. For hvad er det, der får mennesker anno 2022 til at græde over tabet af en dronning, de aldrig har mødt og stå i en våd kø i 14 timer for at gå forbi hendes kiste? Og hvorfor er det, jeg sidder i timer ved skærmen for at følge med i dronningens jubilæum? Hvad er det for en særlig magi, der udgår fra kongehuset og dets dronninger? Jeg har egentlig ikke rigtig noget endeligt svar. Men det optager mig meget, at mennesker tilsyneladende har en længsel efter det magiske. Med magi forstår jeg det, som rækker ud over den fornuft, vi normalt lader os styre af. Fascinationen af det magiske er netop det, at vi er bevidste om, at der er noget i vores verden, der er ufornuftigt og ukontrollabelt. Noget, der tilhører en anden dimension end den synlige og praktiske. Magi kan være det, at vi prøver at styre det ustyrlige med små ritualer og handlinger, som fx at banke under bordet eller kaste salt over skulderen, eller altid snøre det venstre snørebånd før det højre til en fodboldkamp. Men det magiske kan også være oplevelsen af noget større, som ligger udenfor vores håndgribelige verden. Jeg tror, de to dronninger, Elizabeth og Margrethe, er tegn på det magiske i tilværelsen. Deres liv og tilstedeværelse oplever vi som et pant på, at livet også leves under en himmelsk baldakin og ikke bare henslæbes på myrens fodsti. De viser vejen til en bevidsthed om, at vores liv styres af andet end fakta i jernindustrien. Den magiske vej til det himmelske. 

Provst Kirsten Jørgensen