Ifølge min gamle biskop Jan Lindhardt går bølgerne højt i folkekirken, når noget er vigtigt. Hver 6. af mine kvindelige kolleger føler sig nedgjort på grund af deres køn. Biskopperne ønsker undtagelsen fra ligebehandlingsloven 1978 fjernet, som giver menighedsrådene ret til at fravælge kvinder ved ansættelse. Det vækker debat.

   Jeg selv blev ordineret 1. maj 1985. I mine 37 år som præst er jeg aldrig blevet diskrimineret, krænket eller tilsidesat, fordi jeg var kvinde. Som præst i Luxembourg i 1990’erne var vi danskere en minoritet. Mine katolske naboer mente, at jeg tilhørte en sekt, da de så mig i ornat. For de har ingen kvindelige præster. I Danmark er jeg blevet båret, løftet og støttet af biskopper, provster og mandlige kolleger. De bedste samtaler de første år havde jeg med præsten i nabosognet, der var imod kvindelige præster, men som behandlede mig ligeværdigt og respektfuldt. Det er menighederne, der har lært mig at være præst, at det ikke er kønnet men kaldet, det kommer an på.

   Set i helikopterperspektiv kan man med LO-formand Thomas Nielsens ord sige, at de kvindelige præster har sejret ad helvede til. Det er kun 75 år siden, at loven om kvinders adgang til præsteembedet blev vedtaget. De første tre kvinder blev ordineret i 1948. En af mine helte, gamle Onkel Ville, der var præst og provst i Roskilde stift, fortalte, at 800 af hans kolleger i 1947 havde truet med at lægge kjole og krave. Da loven så alligevel gik igennem, blev de alle mageligt siddende i deres embeder. Onkel Ville var bannerfører for Karen Horsens, da hun i 1981 blev den første provst og domprovst. Ikke fordi hun var kvinde, men fordi hun var den mest kvalificerede. I dag er fire i bispekollegiet kvinder og 58 % af præsterne kvinder!    Slår vi dørene op til den store verden, er billedet et andet. I Jeriko ligger Fristelsernes bjerg. Djævelens sidste fristelse af Jesus er knyttet til det sted. På toppen ligger et kloster. Her mødte jeg for et par år siden en græsk-ortodoks munk i sort dragt og med langt gråt hår og skæg. Vi talte længe sammen. Han modsatte sig den tanke, at jeg skulle være præst. Jeg var jo kvinde. Og hvor var tjenestedragten? Da han blev klar over, at jeg var, hvad jeg er, protestant og luthersk-evangelisk rystede han på hovedet og sagde: You are not in the church, but you are close. Du er ikke en del af kirken, men du er tæt på.

Helle Bundgaard Poulsen, sognepræst ved Sankt Thomas og Sankt Lukas kirker