I forlængelse af, at jeg har skrevet nogle klummer her i bladet, er jeg begyndt at tænke over, hvad det er, jeg godt kan lide ved Frederiksberg, og jeg skal sige med det samme, at I ikke får hele listen, for det har vi simpelthen ikke spalteplads til.

Jeg vil dog gerne fortælle om én ting ved vores lille Vatikanstat, som på mange måder opsummerer den fortryllelse, som Frederiksberg rummer for mig. I hvert fald den del af Frederiksberg, der ligger i umiddelbar nærhed af Frederiksberg Have, for det er her, jeg kommer oftest.

Jeg vil gerne fortælle om Frederiksbergs ånd.

Ånd er i mine øjne ikke noget særligt religiøst eller spirituelt (trods navnet), men derimod noget, som jeg tror, at alle kan snakke med om uanset tro eller mangel på samme. Når jeg snakker om ånd, så tænker jeg nemlig blot på det, der vokser, når vi deler det.

Der er meget i verden, som ikke vokser, når det deles. Pizza bliver der fx ikke mere af, når jeg deler ud af den, og der bliver ligefrem mindre af den til mig, hvis andre også skal et have et stykke. Det er til gengæld helt anderledes med den hygge, som vi skaber omkring måltidet: Jo mere, vi giver os selv hen til hyggen og deler den med hinanden (formidlet via pizza fx), des stærkere, større og tættere bliver hyggen. Ja, det er ligefrem sådan, at min fornemmelse af hygge vokser i takt med, at jeg deler den fornemmelse med dem, jeg deler min mad, tid og opmærksomhed med.

I kan nok se, at hvis vi tænker sådan om ånd, så er der meget ånd i verden, for der er rigtigt meget både godt og skidt, som vokser ved at blive givet fra menneske til menneske.

Ånd mærkes dog ikke kun, når den gives og modtages, men kan også findes dér, hvor den har udfoldet sig. Det er derfor, vi mærker en særlig ånd på kirkegården og i kirken, på det gamle bibliotek eller i vores fars studerekammer, hvis han havde sådan ét, og mange andre steder. Vi fornemmer, at her har mennesker delt noget særligt med hinanden, og denne ånd hænger stadig i luften og kan opfanges af alle, som ved, at den er der.

Sådan har jeg det, når jeg går i Frederiksberg Have eller spankulerer ned ad Alléen. Jeg gribes af noget særligt foran rådhuset, og jeg fyldes af en bestemt følelse, når jeg kigger op ad Gammel Kongevej. Det er svært præcist at sætte ord på Frederiksbergs ånd, men jeg synes, at den minder mig om en blanding af frihed og ordentlighed, af storhed og forbundethed, nærvær og udsyn. Frederiksbergs ånd er balance.

Hvilken ånd griber jer her på Frederiksberg?

Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn