Jeg er lige vendt hjem. Efter uger i sommerlandet er jeg vendt hjem til Frederiksberg. Det svævende, stille, himmelåbne er blevet skiftet ud med det insisterende og pulserende. Den sidste klumme jeg skrev til ”Byen & Præsten”, skrev jeg inden sommeren for alvor gik i gang. Dér skrev jeg om fest og højtid - det at lade sig gribe og med stemningen bevæge sig i højden. Nu skal jeg så til at lande igen. Lande i hverdagen. En af den kristne kirkes første teologer, Irenæus, sagde, at det er en fornægtelse af virkeligheden, hvis man afskyer hverdagen.

Det gør jeg da heller ikke. Jeg afskyer ikke hverdagen, men lidt hjælp til at forbinde mig med den igen kan jeg godt have brug for efter sådan en sommer. Det er så nemt at få øje på det gode og smukke med udsigt til eng, strand og sund og så nemt at smile blidt og tålmodigt til omverdenen, når man ikke skal andet end … ja, ingenting. Der er en enkelhed i de lange, lyse, stille dage, hvor der ikke kræves noget af en. Men der kan selvfølgelig også være en afstand i det. Det er godt at slippe det hele lidt og tage af sted. Men hvis ikke jeg var vendt hjem, var jeg helt sikkert endt med at blive mere sløv end opvakt, mere verdensfjern end virkelighedsnær.

Hverdagens skønhed er, at den kræver min opmærksomhed i den helt almindelige virkelighed. Det er op om morgenen, en kop kaffe, i gang, afsted. Det er vaner, rutiner, opgaver, møder, mennesker. Det er Peter Bangsvej, Netto og hjem og lave aftensmad. Vi kan tænke os til mange smukke ting ude i sommerlandet, når vi uforstyrret ligger i liggestolen. Men livet indfinder sig dér, hvor opgaverne er, hvor der kræves noget af os og hvor vi ikke bliver ladt i fred. Jeg nyder at trække mig fra det hele. At finde en skøn udsigt og vågne op og skulle ingenting. Men hvis der ikke var denne hjemkomst, ville det blive til et afsondret eksil. Et menneskeligt liv er nu engang kendetegnet ved at kravene også er en del af det - de andres krav om vores tilstedeværelse og vores deltagelse. Og der er noget meningsfuldt i at forsøge at gøre sig umage og lægge sine kræfter i.

Lidt hjælp til hjemkomsten kan jeg dog alligevel godt have brug for, så hverdagens skønhed bliver tydelig igen. I år som andre år ordinerer jeg derfor mig selv en lille dosis Dan Turèll, hverdagens digter:

Jeg holder af hverdagen

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt

der alligevel ikke er helt så kendt …

                                                                             
Christiane Gammeltoft-Hansen, sognepræst i Lindevang Kirke