Frederiksberg er stille. Sommerens stilhed har sænket sig. Hverdagens larm er forstummet, for mange holder fri og har forladt byen. Feriens ro præger bybilledet. Sådan forekommer det, når man er vant til at færdes i gaderne alle årets måneder. Sammenligner man med en ruskende, regnvejrskold tirsdag i februar, synes det hele både behageligere og roligere. Man tænker, at man har savnet stilheden.

 Så opdager man, at det kun er den halve sandhed. Faktisk er der masser af aktivitet, forstyrrelser og uro. Det er ikke kun Tour de France og diverse festivals, der har skabt en form for organiseret kaos. Der er atter mange turister i byen, der kører rundt i busser og troligt følger efter deres guide i store grupper. Tydeligt uerfarne cyklister, der aldrig ville kunne klare sig på cykelstierne på en hverdagsmorgen, slingrer rundt på lejecykler. Så kan man næste længes efter at få fred, når dagligdagen begynder igen.

 Længslen efter fred og ro kan gribe en næsten uanset, hvordan forholdene er. Af samme grund er der en søgen efter at finde stilheden i sig selv. Det har ellers været religionernes område at skaffe stilhed. De har i årtusinderne opøvet teknikker og praksisser, der skulle befri udøverne for det kaos, som tilværelsen ofte udgør. Man hører ofte om en ganske almindelig folkekirkelig gudstjeneste, at den giver ro. Mærkeligt nok, for der er ikke et øjebliks stilhed i en normal højmesse. Der er altid en, der taler eller synger. Alle mellemrum udfyldes af musik. Alligevel kan det forekomme fredfyldt at være til gudstjeneste. Ja, blot at opholde sig i en kirke, opleves som et behageligt afbræk fra den larm og uro, der findes i verden udenfor.

Jesper Tang Nielsen, præst i Immanuelskirken