Jeg så den første midt i juni: den første student. Det var på vej cyklende ind ad Gammel Kongevej forfulgt af en truende stålgrå sky. Så var der pludselig den karakteristiske hvide hue, der lyste op i gadebilledet.

Det er det samme hvert år: Studenterne gør mig i godt humør. Måske er det de sænkede skuldre, den lette gang, forløsningen ved at være sluppet ud af eksamenslokalerne, der lyser ud af deres øjne? Denne årgangs studenter bliver ellers kaldt så mange dystre ting: lockdowngenerationen, onlinegenerationen, den uprøvede generation, coronagenerationen. Men nu er de her, sluppet ud i det fri og klar til at indtage sommeren.

Jeg talte med en af årets studenter fra min egen nærmere omgangskreds og fortalte at studenterne havde sat sig på min nethinde og fundet vej ind i min klumme. ”Vil du så ikke nok lade være med at skrive om jagten på høje karakterer, krav om selvrealisering, kampen for at være en succes og angsten for ikke at blive det” – sagde studenten. ”Lad os bare få lov at være unge og så ikke så meget andet end det”.

Det kan også være det simpelthen er det, der gør mig glad, når studenterne indtager bybilledet? De lyser i al deres ungdommelighed. De har sat fra. Hvor det bevæger sig hen, vil vise sig hen ad vejen, men lige nu og her har de sat fra. Og det skønne ved dette afsæt er, at afsættet er en fest – studenterne kommer enten lige fra en fest eller er på vej til en.

Vi siger ofte til hinanden, at modstand er med til at forme os, ja endda definere os, men vi glemmer at festen har det samme potentiale. Der er sider af tilværelsen, der ikke bliver forløst, hvis vi ikke danser lidt. Når festen får ordentligt fat i os, kan vi opleve at blive lidt mere end os selv. Vi møder hinanden med smilende øjne og varme stemmer. Vi rejser os, siger ord om hinandens betydning og de generøse ord bliver hængende imellem os bagefter. Festen gør det højtideligt at være til.

Sådan forstod de gamle også festen, da de dyrkede jorden og samledes i årets og livets overgange. For dem var festen hellig, vendt mod livet selv, mod dets beståen. Festen var livets centrum og hjerte, Åndens sted. Selvfølgelig er der de fester, der gør os mere klodsede og snøvlende end yndefulde og reflekterede. Men lidt uperfekt må det jo også gerne være.

Det er sommer og studenternes huer lyser hvidt. Det er festens tid – lad den bare vare lidt.

Christiane Gammeltoft-Hansen, sognepræst i Lindevang Kirke