I storbyens anonymitet kan vi let blive fremmede for hinanden. Vi kan bo i en opgang uden at kende til vores naboer. Og det kan være en af grundene til, at der kan opstå dårligt naboskab, fordi man har for lidt kendskab til hinanden og lunten blive kortere fordi naboen ophører med at være et medmenneske og bliver til en forstyrrelse.

Under corona-krisen kunne min nabo ikke flyve hjem til sine forældre. Og da der endelig kom en åbning, måtte de rejse i hast, da de var bekymrede for, at flyrummet ville blive lukket igen. Min søde nabo har hjulpet mig og familien mange gange, så naturligvis hjalp vi til med at vande deres blomster og hente pakker i den lokale kiosk, mens de var udenlands. Da de kom hjem, havde de en gave med til os. Utrolig betænksomt. Men der slog det mig, at det ikke var nødvendigt, fordi glæden over at kunne hjælpe faktisk var så stor, at det var en tak i sig selv. Det kan lyde frelst. Men jeg mener det faktisk. Det er rart at kunne hjælpe andre og gøre noget godt for andre. Hvad skal jeg sige? Det giver en god selvfølelse, når man er til nytte og glæde for andre. Uden at få noget til gengæld.

Og det pudsige er, at denne lille oplevelse fik mig til at erindre en ældre syg dame, som boede i min barndoms opgang. Hende havde jeg ellers glemt. Hun lå i sin sygeseng i sit soveværelse og en dag spurgte hun mig, om jeg ville handle ind for hende. Det blev begyndelsen på et venskab. Jeg blev inviteret indenfor når jeg havde handlet nogle småting ind. Jeg sad ved siden af hendes sygeseng og fik et pebermyntebolsje med chokolade og der var tid og ro til at tale sammen. Det var hyggeligt. Efter en sommerferie kom jeg hjem og ringede på hendes dør. Der blev ikke åbnet. Og da døren endelig blev åbnet, var lejligheden tom. Den ældre dame var død. I dag kan jeg ikke huske hvad kvinden hed – min mor kan heller ikke erindre det. Jeg kan ikke huske, hvad jeg talte med den ældre dame om. Men kroppen husker, at hun favnede mig, viste mig omsorg og hendes livsvisdom har været med til at give mig dannelse som menneske. Og sådan kan vi mødes på kryds og tværs af steder og aldre og berige hinanden. Det er egentlig en meget fin kristen tanke – at vi ikke kun skal stå med himmelvendte øjne, men også se vort medmenneske, naboen, dem, vi ikke kan lide osv. Det har gjort mig nysgerrig på, hvem jeg bor i opgang med. Næste gang jeg skriver her vil jeg fortælle om min overbo, fordi min nysgerrighed blev vakt, da hun kom op ad trappen med en kæmpe sæk bamser – og der er en spændende fortælling gemt her. Hvis du er nysgerrig på hvem dine naboer er, så kan jeg kun opfordre dig til at gå på opdagelse. God sommer.

Bettina C. Tranberg, sognepræst i Sct. Lukas Kirke