Efter 34 år i Sydsjælland med en afstikker til Luxembourg er jeg tilbage i København. Behjertede mennesker minder mig om, at Frederiksberg ikke er hovedstaden, men sin egen bydel. For første gang er jeg uden embedsbolig. Jeg bor på Østerbro. Hver morgen cykler jeg langs Søerne. Når jeg forlader Dosseringen og svinger ind på Rosenørns Allé og passerer Forum og det, der i min barndom var Radiohuset, så har jeg forladt København og er ankommet til Frederiksberg.

Jeg boede her i 1984 med mand og barn. Mit andet barn, Frederik, kom til verden på Frederiksberg hospital. Taxachaufføren havde svært ved at finde fødeafdelingen. Det var en mørk augustaften, hospitalsbygningerne lå spredt, og skiltningen var uoplyst. Nu bliver børn ikke længere født på Frederiksberg. Til gengæld er der kommet cykelstier. Og den grønne sti er et scoop.

Jeg er kommet på Frederiksberg, fra før jeg blev født. Jeg er døbt i Grøndalskirken. Båndet til min mormor og morfar var tæt. De flyttede til Ringparken på C.F. Richs Vej i 1940. Byggeriet var helt nyt, opført i 1935-36, med flade tage, store altaner og pudsede facader i jernbeton. Ren funkis. Lukker jeg øjnene, kan jeg genkalde mig lydbilledet. Stueurets tik tak og timeslag. Og de brune S-tog, som passerede forbi et par gange i timen, med deres ”dada dum, dada dum”. Det var verden af i går med butikker på torvet, bager, slagter og viktualiehandel. Telefonerne var halvautomatiske. Man ringede FA, en kvindestemme sagde ”fasan”, man sagde nummeret, og så blev man stillet videre.

Når jeg cykler mellem Sankt Thomas og Sankt Lukas kirker ad Thorvaldsensvej, går turen ned ad memory lane. Det er linje 29’s gamle rute. Jeg tog bussen fra Hovedbanegården, når jeg som stor pige ankom med toget fra forstæderne for at besøge min mormor og morfar. En dag blev de gamle, så gamle, at de ikke længere kunne klare sig selv. De kom på Ingeborggården, jeg besøgte dem næsten hver mandag. På en varm sommerdag kørte jeg op i en bil på Gammel Kongevej. Jeg havde en grædende Frederik på bagsædet i autosæde og vendte mig et splitsekund for at give ham sutten. Min mormor og morfar døde i 1988 og blev bisat fra Flintholm kirke. Deres urner blev sat ned på Sønderho kirkegård på Fanø.

Nu, tilbage på Frederiksberg, genoplever jeg det liv, der var engang. Samtidig med at jeg får lov til at være her lige nu – sammen med jer. Helle Bundgaard Poulsen, sognepræst ved Sankt Thomas og Sankt Lukas kirker