Da jeg var dreng, legede vi ”Jeg melder krig”. Jeg ved ikke, hvem der opfandt denne leg, men uvidende om krigens rædsler råbte vi:  ”Tre skridt og en spytklat”. Voksenlivet er anderledes. I Ukraine mister soldater, civile, børn og familier livet. Europa er brudt op som et gammelt sår. Krigen er på sin egen måde kommet til Danmark. Flygtninge strømmer til landet. Trætte og traumatiserede. Hjælpsomheden er stor. Det er godt. En russisk tandlæge, som i årevis har praktiseret og boet i København, modtager nu aflysninger på stribe. Det er mindre godt. Sammen med mange andre betaler tandlægen en høj pris. Hadet ligger på lur. Sådan er krig. Den forandrer os og nuancerne har det med at forsvinde. Men. Hvor kommer krigen fra?

Jeg husker min første historietime i gymnasiet. Vores lærer, Hans Erik Fuglsang-Damgaard, sagde til os: ”I må spørge mig om alt, men I må aldrig spørge”: ”Hans Erik, hvorfor er der krig i verden?” Han vidste, at ethvert menneske har det i sig: Ondskaben og hadet som fører til krig. Vi har det alle i os. Krig skyldes mennesker. Vi er ikke skabt til krig, men al krig skyldes mennesker. Hans Erik vidste meget om had og krig. Hans far kæmpede i skyttegravene under første verdenskrig. Under anden verdenskrig blev han biskop i København og en kendt modstandsmand, som stod på nazisternes liste. Ansvaret for den nye krig ligger alene på ét menneske, Vladimir Putin, som nu også anklages krigsforbrydelser. Allerede nu samles beviser til et retsligt efterspil. Krigens ofre råber på retfærdighed.

Vi stillede aldrig det forbudte spørgsmål. Hans Erik gav os i sin undervisning historiens svar på alle de påtrængende spørgsmål, og midt i alle forviklingerne forstod vi sagens rette sammenhæng. Da dimissionsdagen kom, holdt han talen og sagde erfarent: ”Når verden møder jer med uretfærdighed, så I bliver vrede, når den gule galde stiger helt op i jeres øjne, når I mærker det mørkerøde blod banke i jeres årer – så besind jer, hvis I kan”.

Søren Kierkegaard skriver et sted, at had er kærlighed, som er gået til grunde. Den indsigt kalder på besindelse midt i alle følelserne. Den kalder på kampen for det gode. Hvis ikke vi kæmper for det gode, så går vi selv til grunde. I had. Og hvad er så det gode? I går, i dag, i morgen: Børn, der leger på vejen.

Søren Bruun, studie- og sognepræst ved Sct. Thomas kirke