Vi sad i køkkenet og spiste aftensmad, da ivrige barnestemmer nåede os igennem det åbne vindue: ”Det brænder, det brænder”, råbte stemmerne. Så lægger man hurtigt kniv og gaffel fra sig og rejser sig. Og ganske rigtigt: Da vi trådte ud ad hoveddøren og kiggede direkte over på Falkonergården stod der flammer op fra taget, gule, røde og orange flammer.

I 1670 lod Kong Christian den 5. Falkonergården opføre til sin falkejagt. Langt udenfor byen lå den, og bygget blev den inden nogen havde skænket Frederiksberg Slot en tanke. I 1700-tallet brændte gården. Jeg ved ikke, om den brændte helt ned eller noget stod tilbage, men jeg ved, at da sagkundskaben, embedskvinden fra Kulturarvsstyrelsen, i 2017 besigtigede huset, da var hun fuld af benovelse over at kunne konstatere, at store dele af bygningen kunne henføres til tiden før 1730.

 Nu den 22. september 2018 stod der stikflammer op fra taget. Huset havde overlevet kakkelovne i hvilke man fyrede med koks eller tørv, det havde overlevet petroleumslamper og brændekomfur, overlevet åbent ildsted i køkkenet, men nu brændte det. Kl. 19.01 den 22. september 2018 indløb alarmen til Frederiksberg Brandvæsen, og da brandbilerne nåede frem til Falkoner Allé 114, mødtes de af en fuldtudviklet brand, som der står i døgnrapporten. Brandvæsenet var effektivt, branden kom under kontrol. Huset var skadet, men stod stadig.

 Rygtet gik, at der var fundet øldåser, at romaer eller hjemløse havde holdt til i huset, og at det var dem, som havde forårsaget branden, der opstod oppe på 1. salen. Men vi, som er naboer, og som fordi vi holdt af også holdt nøje øje med den historiske bygning, havde da på intet tidspunkt spottet hverken grupper eller enkeltpersoner af samfundets mest udsatte i eller omkring huset. For os var det noget af et mysterium, at det unikke gamle hus pludselig brændte den septemberdag.

 Her før jul holdt menighedsrådet ved Sct. Thomas Kirke møde med arkitektfirmaet BIG om et eventuelt nyt sognehus til vores kirke, og med Bjarke Ingels talte vi bl.a. om bygningers levetid. Han sagde, at et hus levetid for så vidt er uendeligt. Hvis man altså passer på det. Reparerer og skifter ud, holder tørt og tæt, sørger for at vand ikke siver gennem utætte tage eller under fundamentet.

 Den sidste længe af Falkonergården var en gammel dame på henved 300 år, men det er ingen alder, hvis der tages ordentligt vare på hende. Måske var det ikke kun branden i 2018, men også indtrængende vand igennem mange år forinden, som gjorde tilværelsen svær for den gamle gård. Måske nogen glemte at passe på den?

 Hvorfor var eller blev Falkonergården, som jeg nu har skrevet om i adskillige klummer, ikke fredet? I er flere som har spurgt om det. Jeg ved det ikke. Det er faktisk et mysterium. I min næste klumme vil jeg prøve at reflektere lidt over det.

 Godt nytår!

Vibeke Døssing, sognepræst i Sct. Thomas Kirke