I 1946 flyttede Grethe Carlsen ind på Falkonergården sammen med sin mand Gerhard og deres to sønner. Krigen havde været hård ved familien. Gerhard fik polio, Grethes søster Karen blev taget af Gestapo og sad i Shellhuset, og Grethes far, købmanden i Frederikshavn, døde. Men nu var det efterkrigstid og tid til nye begyndelser. De to sønner fik en lillesøster og Gerhard, der var ingeniør på Kommunen, fik lov at flytte ind i Frederiksberg Kommunes tjenestebolig Falkonergården, det gamle hus, som måske stammede helt tilbage fra 1670´erne. Grethe boede i det hus til sin død i maj 2017.

Et hus som stod forunderligt intakt siden sin opførelse. Op igennem århundrederne havde menneskene passet på det, man havde lagt til og forbedret men ikke grundlæggende ændret. Vægge var ikke revet ned for at åbne op, køkkenet ikke underlagt skiftende luner. Komfuret stod hvor brændekomfuret tidligere stod og før da ildstedet. Snedkerskabene i massivt træ var til gavn for mennesker i generationer. Vindueshasper og skodder var over 200 år gamle.

 Da Grethe og familien flyttede ind, var der én kakkelovn. Om vinteren, når børnene skulle sove, blev dynerne lagt ved kakkelovnen, man lagde sig i sin seng i det isnende kolde værelse ovenpå og over sig fik man en tung varm dyne. I stuen hang den gamle polske kirkelysekrone. Hvordan den var endt på Falkonergården vidste vist ingen. Men smukt hang den.

 Pengene var ikke store. Maden skulle strække langt. Årstidens grøntsager og rugbrød på bordet til hvert måltid. Det var ikke kødet man spiste sig mæt i, men kartofler, brød og grønt. En ugentlig grøddag og fiskedag, et par enkelte stykker kød var rigeligt til næste dags mad af rester. Tøj blev lappet og syet om og genbrugt. Selvfølgelig. Grethe var totalt moderne. Hvad der var en selvfølge for hende, gør de unge i dag, går i genbrugstøj, spiser lidt om overhovedet noget kød, er bevidste om, at jorden ikke har uanede mængder af ressourcer. Jeg ser en smuk ydmyghed hos jer, og at de dyder, som Grethe og hendes generation levede efter, også er jeres. Man taler så meget om vækst i dag, at vi skal blive stadig rigere og forbruge stadig mere, men hvorfor? Hvad er det for en rigdom der efterstræbes?

I havestuen på Falkonergården stod Grethes bogreoler. Dem var der mange af, og de var tæt pakkede. Bøgerne var ordnet efter lande og derefter alfabetisk. Engelsk litteratur, italiensk, spansk. Der var 1. udgaver af Thomas Mann og Tove Ditlevsen, der var Gogols Kappen. Hendes reoler fortæller om en kvinde med indsigt og udsyn. Hvis nu man havde spurgt den kvinde: Hvad er rigdom?  Så tror jeg hun ville pege på sine bøger, på kålen på køkkenbordet, platantræet og skumringstimen og selvfølgelig sin familie, og så ville hun være stolt over, at hendes søster Karen var en af dem, som dengang aktivt kæmpede for sine jødiske landsmænds liv. Grethe var i sandhed en rig kvinde.

Vibeke Døssing, sognepræst i Sct. Thomas Kirke