Hvornår er en by en by? Ja, ordbogen giver følgende beskrivelse: ”Et tæt bebygget område med gader, boliger og andre bygninger, som er centrum for handel, administration og kultur.” Frederiksberg er Danmarks 5. største by med næsten 105.000 indbyggere, størrelsesmæssigt mellem Aalborg og Esbjerg, og samtidig landets tættest befolkede kommune, på blot 8,1 km2. Men alt dette bliver lidt klinisk, for man kunne også sige, at en by er en samling af hjem. Her kan jeg lukke døren, her kan jeg spise og sove og soignere mig, og her kan jeg forhåbentlig føle mig tryg og være privat.

For en lille del af befolkningen består hjemmet blot af en sovepose på et stykke pap, nogle indkøbsposer med alt jordisk gods og måske en indkøbsvogn, lånt i et af velfærdsstatens bugnende supermarkeder. Den kække landevejsridder med barnevogn og medaljer og muntre skilte med dyrekøbt livsvisdom, såsom ”øl er øl”, ses ikke på Falkoner Allé eller i Lindevangsparken. Den skæggede skærsliber, der kom på besøg i mit barndomshjem og fik en stor madpakke af mor, er bogstavelig talt en uddøende, eller måske helt uddød race. Mennesker i sådanne udsatte livssituationer, lever i gennemsnit 19 år kortere end vi andre, og den sorgløse vagabond har vel aldrig rigtig eksisteret, for der findes ikke hjemløshed uden skrammer og ar på sjælen, misbrug eller psykiske udfordringer.

På Frederiksberg har vi et såkaldt opsøgende gadeteam, der har kontakt til de mennesker, der lever på gaden. I skrivende stund har vi 3 gadesovere i byen, og på byens herberger bor der ca. 20 frederiksbergborgere. Der er naturligvis et stort mørketal, for vi har også en del unge, der er flyttet hjemmefra og som sover på sofaer og madrasser rundt om hos venner og bekendte. De er såkaldte ”sofasurfere”, og hvis det varer alt for lang tid med at få foden under eget bord, så kan det være en særdeles usund begyndelse på voksenlivet, for hvis der heller ikke er fast arbejde eller uddannelse, er det svært at komme ordentlig i gang med voksenlivet. Og der bliver flere og flere hjemløse i Danmark.

Takket være et omsorgsfuldt arbejde, har vi ikke så mange på Frederiksberg. Men de er her, og byen er også deres by, selvom deres hjem ikke ligner dit og mit. De har brug for tryghed og varme, altid og ikke mindst nu, hvor temperaturerne falder. Tænk på det, næste gang du får muligheden for at få en snak med ham eller hende der sælger ”Hus Forbi” på dit lokale gadehjørne. Det kunne være der gemte sig en historie, vi alle kunne lære af.

Michael Brautsch, sognepræst i Frederiksberg Sogn