Et forsamlingshus. Sådan et havde vi på landet, da jeg var barn. Der mødtes mennesker fra alle de omliggende landsbyer til alt muligt. Dér sprang jeg rundt i grimme blå plastikgymnastiksko fra jeg var så stor som tobak for en skilling; dér dansede jeg på danseskole en genert vals med min første kærlighed, som hed Anders og var lærerens søn. Der gik vi til juletræsfest 3. juledag og fik godteposer. De voksne gik til foredrag og møder, hvor det føg, når de diskuterede lokal skolepolitik. Familierne samledes til fester, forsamlingshusmutter lavede mad og kogte kaffe i kæmpestore blå kander. Dér spillede jeg dilettant, da jeg blev teenager og gik til bal og drak rom og cola. Det lyder som noget fra forrige århundrede, og det er det også. Det er meget længe siden, jeg valsede rundt med Anders.

Forsamlingshus er vist mest noget på landet. Og mange er nedlagte eller har ændret form. Men menneskers ønske om at mødes om alt muligt er det samme. Heldigvis. Menneskers trang til at gøre noget i fællesskab overlever, ja, er måske netop blevet stærkere i de seneste år. Forsamlingshustanken lever. Og nu har entusiastiske og engagerede mennesker på Frederiksberg genskabt tanken om et forsamlingshus på Frederiksberg. Det Bæredygtige Forsamlingshus, kalder de det, og sådan hedder også den forening, som er dannet og som arbejder på at få sådan et forsamlingshus for os, der bor her.

Det Bæredygtige Forsamlingshus skal være bæredygtigt på mange måder. Huset skal være et grønt frirum, hvor borgere, specialister og kunstnere mødes om bæredygtig omstilling – lige fra teknik til etik. Huset skal både være et sted, hvor man kan mødes om den biologiske bæredygtighed, altså klimaet og et sted, hvor den sociale bæredygtighed er central. Her skal kunne foregå alt muligt, der har med bæredygtighed at gøre, og i ægte forsamlingshusånd er det selvfølgelig brugere og borgere, der skal bestemme indholdet.

Set fra mit sted er der også noget, der hedder åndelig bæredygtighed. Det betyder, at mennesker ikke kun skal være i balance med naturen og sin sociale omverden, men også at det åndelige skal være i balance. Med det mener jeg det enkle – men svære – at vi skal kunne tale om, hvad der giver mening i livet? Hvad er godt og ondt? Hvad er dit livs indhold? Hvorfor er du her på jorden? Er du i resonans med din omverden? For mig handler bæredygtighed både om teknik, natur og om ånd. Ikke kun naturen skal være sund, det skal din ånd også.

Det er snart kommunalvalg, og vi ved, at Frederiksberg Kommune er meget optaget af at være grøn. Jeg håber, at det nye byråd vil støtte borgerinitiativer, der kalder til forsamling om bæredygtighed på alle niveauer. Jeg håber, politikerne har øje for den ånd, der dybest set bærer det hele, fordi den er handler om den inderste mening i vores liv. 

Af provst Kirsten Jørgensen