Op og ned ad veje og alléer

Op og ned ad veje og alléer

Op og ned ad veje og alléer

# Byen & Præsten

Op og ned ad veje og alléer

Helle Krogh Madsen, sognepræst i Frederiksberg Sogn

Når man har sin daglige færd op og ned ad Frede­riksberg Allé, er der en del personer, hvis veje og alléer man passerer. I forbifarten kan det hænde, man sender dem en tanke: Hvem mon han egentlig var? Var det ikke ham, der...? (for i denne del af kommunen har kun mænd fået opkaldt veje efter sig). Men snart er man fremme ved et af lyskrydsene, der fører væk fra alleen, og tankerne drejer andre steder hen.

 Det samme oplever man andre steder, og derfor vil jeg i denne og nogle følgende klummer sænke tempoet og stoppe op ved forskellige personnavne på veje og alléer på Frederiksberg.

 Mange af dem, der har lagt navn til sideveje til Frederiksberg Allé, levede på samme tid og kendte hinan­den. Digteren Carsten Hauch (1790—1872), der skrev både romaner, digte og skuespil, færdedes i de samme kredse, som Jacob Peter Myn­ster (1775—1854), biskop over det daværende Sjællands Stift fra 1834 til sin død. Da Mynster, der var præst i et landsogn på Sydsjælland, i 1811 blev kaldet til præst ved Vor Frue kirke i København, gik hans ønske i opfyldelse om at have »nogle dannede mennesker blandt tilhørerne»! Han blev da også byens førende prædikant og en betydelig magtfaktor i tidens kirkelige og kulturelle liv.

 Ved Mynsters begravelse talte den næste, man møder op ad alléen, Mynsters efterfølger i bispestolen: Hans Lassen Martensen (1808—84). Her omtalte han bl.a. Myn­ster som et af de rette »sandhedsvidner», det vil sige en, der også i gerning havde efterlevet kristendommen. Det gjorde en af tilhørerne, teologen og filosoffen Søren Kier­kegaard, så vred, at han indledte en regulær kamp mod den officielle kirkelighed. Han ønskede, at kir­ken skulle »gjøre Indrømmelse», det vil sige vedgå, at kirken hav­de fjernet sig langt fra Det nye Testamentes udsagn om, hvad det vil sige at være kristen. Denne indrømmelse fik han ikke, og midt under den efterfølgende såkaldte kirkekamp, d. 11. november 1855, døde han efter kort tids sygdom.

Men Kierkegaard fik alligevel det sidste ord, for det blev hans skrifter og tanker, der fortsat blev studeret og diskuteret og bliver det den dag i dag verden over. Så man på den videre færd op ad alléen kan gå at grunde over fx hans ord om at livet forstås baglæns, men må leves forlæns….

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed