Af Martin Elvstrøm-Vieth, sognepræst i Godthaabskirken

…bliver vi nødt til at tale om. Ikke fordi denne præst er bekymret over fertiliteten på Frederiksberg. Nej, her i højsommeren skal vi helt bogstaveligt tale om bierne og blomsterne. Dem er der nemlig rigtigt mange af lige nu. Frederiksberg er blevet (lidt) mere vild. Og det er ikke fordi kommunen har set sit snit til at spare på plæneklippere. Der ligger derimod en overordnet strategi bag det. Rosenbede er blevet til mere sommerfuglevenlige stauder, Frederiksberg have er synligt mindre friseret og et sandt fyrværkeri er blomsterengen i Grøndalsparken. Et slaraffenland for kim og kryb. Bare for at nævne noget af det.

Selv skal jeg ikke kunne sige, hvor meget det batter. Kritiske røster kunne måske hævde, at det er alt for lidt. Men det har betydning, at vi ikke har sprøjtet med pesticider i næsten 25 år. At vi officielt har været ”bi-venlige” siden 2018. Om der så ikke findes nøjagtige tal for bierne og blomsterne på Frederiksberg. Jeg er sikker på, at der er kommet flere til af dem. Og Københavns insekter skal være så velkomne til at krydse kommunegrænsen. For hvor irriterende disse kryb end måtte være, hvor ondt det kan gøre at blive stukket, brændt af en nælde, så har disse småtterier med intet mindre end vores overlevelse at gøre.

I evangeliet er de mindste jo som bekendt de største. Derfor er det dem, der skal redde os, bierne og blomsterne. Den flade, grønne græsplæne er måske køn og velegnet til kroket, men for en sommerfugl er den lige så gold som en ørken. Det er heller ikke de yndige trimmede højbede, der batter, men det grønne anarki, der finder vej ud af sorten muld …hvis det ellers får lov.

For det er faktisk vores ansvar. Vi er gartnere for Vorherre. Med Adam og Eva blev vi godt nok smidt ud af den helt store have. Men der er stadig rigeligt at lave her i den lille. Og så tvivler jeg i øvrigt på, at det var Guds vilje, at vi skulle klippe alle græsplæner helt ned til regnormene. Se rødt, når vi ser gule mælkebøtter. Men det ligger nok så dybt i os at beherske en vild og kaotisk tilværelse, at naturen bliver et af de steder, vi kan vise vi har en lille smule styr på det. ”Ordenssyndromet,” kalder havemand emeritus Søren Ryge det.

Det må derfor gerne blive meget vildere i vores skønne vandkæmmede by. Ikke så bierne og blomsterne kan takke os. Nej, så vi kan takke dem. Fordi i sidste ende er det ikke os, der skal redde naturen, men naturen, der holder hånden stikkende, besværligt og busket under os. Og er det svært at tale om, ja, så må vi jo begynde med bierne og blomsterne.

Fortsat god sommer.