Jesper Tang Nielsen, præst i Immanuelskirken

Umærkeligt bevæger man sig hen over grænserne på Frederiksberg. På cykel kan man passere mange på en enkelt tur. Det er sognegrænser. Førhen tænkte de færreste over dem, men nu er Frederiksbergs sogne pludselig blevet noget, man taler om. Ligesom alle sogne i landet har fået fornyet opmærksomhed. Paradoksalt nok, er de særligt interessante, når de er ved at lukke. Når de er åbne, er der nok en tendens til at glemme dem.

Formentlig er mange først inden for de seneste måneder blevet bevidst om, hvilket sogn de bor i. Inden man begyndte at opgøre corona-smitte på sogne-niveau, var det ikke så vigtigt. Og det var slet ikke interessant at kende sognegrænserne. Men pludselig blev det relevant at vide, hvilket blandt Frederiksbergs ni sogne man bor i.

Det er en interessant konsekvens af en pandemi, der mere end noget andet har vist, hvor forbundne mennesker er på tværs af landegrænser og kontinenter. En verdensomspændende sygdom har gjort os bevidste om vores allernærmeste lokalmiljø. På den ene side er vi borgere i en global landsby, hvor hygiejnen på markeder i kinesiske provinser har store konsekvenser for skolebørn på Frederiksberg; på den anden side har vi fået et lokalt tilhørsforhold i sognet, der er afgrænset til nabosognet.

Men faktisk er sognet ikke, som man måske skulle tro, etableret ved at afgrænse sig fra nabosognet. Landegrænser er ofte resultater af krige og diplomatiske forhandlinger for at adskille stridende parter. Kommunegrænser kan være afgjort ved politiske forhandlinger og sat af hensyn til økonomiske fordelinger. Oprindeligt gælder det ikke sognegrænser.

Ordet sogn kommer af det oldnordiske ord sókn. Det stammer fra udsagnsordet sókjan, som betyder søge. Alle i et sogn søger den samme kirke. Deraf navnet. Fordi man er fælles om kirken, kommer man til at tilhøre det samme område. Grundlaget for sognet er således ikke afgrænsningen fra de andre, men fællesskabet med hinanden. Sogne udgøres af fællesskaber; de bestemmes ikke af fjendskaber. Grænsen er ikke det vigtige; det er det fælles.

Hvis man mister sansen for det, der er fælles, bliver det grænsen, der er det vigtige. Adskillelsen fra de andre kommer til at definere fællesskabet. Så bliver det modsætning og ikke sammenhæng, der bestemmer, hvem vi er. Logikken bliver ofte, at vi så må afskærme og afgrænse os fra de andre. Så lukker vi grænserne for at holde de andre ude uden at vide, hvad vi selv er sammen om. Derfor er der en vis utilsigtet skønhed i, at vi nu skal orientere os mod vores sogn. Sognet er bestemt allerede af, at vi søger det samme. Det har man fundet i kirken. Derfor passerer vi let sognegrænserne på cykelturene på Frederiksberg, for grænserne er ikke vigtige; det er det, vi søger sammen.