Af sognepræst Bettina C. Tranberg, Sct. Lukas kirke

Victor Cornelins (1898-1985) blev som syvårig sammen med sin søster fjernet fra sin familie på St. Croix i 1905 og sendt til Danmark for at blive udstillet i Tivolis udstilling om de danske kolonier. Han blev i Danmark, uddannede sig til lærer og arbejdede som lærer i 55 år. I hans erindringsbog fortæller han, at de fik en plejefamilie og deres datter fik til opgave at føre dem fra Vestergade og ind i Tivoli: ”Når den unge pige sammen med os to sorte børn viste sig på Rådhuspladsen, blev der trængsel om os. Alle trafikanterne glemte deres oprindelige ærinde, fodgængere, cyklister, ja sågar sporvognspassagerer stimlede sammen om os for at se de mærkværdige skabninger, den unge hvide pige havde ved hånden. Man troede ikke rigtig på vores ægthed, og flere prøvede med tommelfingrene på vores kinder, om den sorte farve lod sig gnide af, andre ruskede i vores hårtotter for at finde ud af, om det var paryk eller virkelig ægte negerhår. Inden vi nåede over Rådhuspladsen, var sammenstimmelen så stærk, at vi næsten ikke kunne komme videre, før en af de kæmpemæssige politibetjente kom os til hjælp og banede os vej ned ad Vesterbros Passage”. I Tivoli blev han anbragt i et bur sammen med sin søster. Der kom mange børn, som stak fingrene ind for at se om de bed. Og voksne gav dem godter. Men Victor spyttede tilbage som tak, for han havde ikke andre midler til at hævde sin menneskeværdighed.

At hævde sin menneskeværdighed…? Hvad giver et menneske værdighed? Hvornår opfører vi os menneskeværdigt? Hvordan behandler vi hinanden menneskeværdigt? Har vi som samfund en forpligtelse til at indrette vores love og samfundssind menneskeværdigt? I dag er udstillingerne udtryk for en tid, vi helst vil glemme eller aldrig har hørt om. En nær fortid hvor Danmark, Tyskland, England og Frankrig dyrkede det racistiske menneskesyn - som desværre nærliggende nemt også forplanter sig til et os og dem: dem der har arbejde og dem der ikke har, de stærke og de svage, de raske og de syge, de unge og de ældre osv. I selv-overvurderingens kunstige og opblæste projektørlys ringeagter vi dem, der ikke ligner os. Vi ekskluderer dem, der ikke gør som os, og vi forbander dem, der ikke tror, som vi gør.

Vi kan måske få et mere nuanceret forhold til, hvordan vi har det med vores minoriteter, hvis vi også husker på at vi har udstillet mennesker for relativt få år siden, for det hænger sammen med vores forståelse af at være dansker – at være menneske. For det kunne måske bidrage til at vi blev lidt bedre til at praktisere et mangfoldigt menneskeværdigt samfund? Men det kræver mod, vilje og ansvar at se vores medmennesker. For når alt kommer til alt, så er vi alle skabt i Guds billede og landegrænserne er menneskeskabte. Og størst af alt er kærligheden.