Af Christina Mertz Fundrup, sognepræst ved Godthaabskirken.

Jeg tog mig selv i at prøve at finde sprækker i corona-restriktionerne. Da der blev åbnet for at 25 mennesker måtte mødes udenfor for f.eks. at udøve sport, øjnede jeg en chance for at kunne mødes rigtigt med mine konfirmander, jeg ikke har set siden november måned.

Men den gik ikke, Granberg. For det første fordi vi ikke skulle mødes om fysisk styrketræning. For det andet fordi de unge mennesker kommer fra flere forskellige skoler, der på ingen måde må blandes sammen for tiden.

Jeg kunne ellers lige se for mig, hvordan vi kunne sidde under et træ på en græsplæne og tale om livets store spørgsmål.

Jeg prøvede at finde revnen, undtagelsen, i det spritnye regelsæt for liv. Jeg prøvede at tænke lidt kreativt, som mange af os har fået for vane at gøre, for at overleve i begrænsningens tid.

Så nu må jeg nøjes med at sidde og tale ud i det sorte cyberspace, når der er konfirmandundervisning. Det er svært at få hul på de dybere samtaler, når alle er puttet ind i små rektangulære pixelkasser, i bedste fald i nogenlunde opløsning – i værste fald kun visuelt tilstede med fornavn.

Men der er ærlig talt ikke mange sprækker, som lyset kan trænge igennem. Og åbningerne er forsigtigt afprøvende. Som smulerne der sparsomt falder fra bordet ned til de udsultede hunde.

”Efter påske”, lyder mantraet, når utålmodigheden bliver for uudholdelig. ”Rolig nu! Efter påske bliver der måske åbnet noget mere”. Og hvis der ikke var tale om en politisk udmelding her, kunne man godt blive helt religiøs i hovedet af al den tale om påske.

Det er jo næsten helt profetiske ord, der lyder fra Statsministeriet for tiden. Formodentlig ikke helt tilsigtet.

For imens ”efter påske” for de flestes vedkommende i år betyder, at det så – måske – bliver muligt at se mere til hinanden, så kommer ordene for andre til at understrege, hvad ”efter påske” betyder i religiøs forstand. Det betyder at intet bliver som før. Alt er ændret efter påske. Langfredag rives forhænget til det allerhelligste midt over. Det er Gud selv, der står for ødelæggelsen, for den starter fra oven, fra himlen, og bevæger sig nedad mod os. Sprækken giver adgang til Gud. Og Gud giver sig på den måde til kende og gør sig tilgængelig for ethvert menneske. Det er hvad ”efter påske” klinger af: Sprækker. Lys, hvor man troede, der var mørke. Af tilgængelighed. Nye begyndelser. Det ville være smukt, hvis flængen i himlen denne gang kunne ledsages af vores hungrende behov for levet liv, spontanitet og medmenneskelighed.