Søren Bruun, studiepræst på Frederiksberg og præst ved Sct. Thomas kirke.   

Da jeg var dreng, kunne jeg indimellem finde tiden særdeles lang. Især, hvis der ikke var nogen at lege med. Dagene sneglede sig afsted. Sommerferien var endeløs. Jeg spurgte igen og igen mine forældre: ”Hvornår begynder skolen?” Og når svaret faldt: ”Om tre uger”, så sukkede jeg og gik slukøret ind på mit værelse for at finde det kun alt for kendte legetøj eller farveblyanterne frem. Mon ikke ethvert skolebarn på Frederiksberg ved, hvad det vil sige lige nu: At tiden går – langsomt?

Den store salmedigter H.A. Brorson (1694-1764) kendte det også. Inspireret af Højsangen, et lille og meget skønt kærlighedsdigt i Det gamle Testamente, skrev han salmen: Her vil ties. Her vil bies, nr. 557 i Den danske Salmebog. Den handler om det at vente tålmodigt i trange tider, mens den elskede er væk: ”Trange tider langsomt skrider, langsomt skrider. Det har den art. Dagene længes, vinteren strænges, vinteren strænges og det er svart”. Han tænkte næppe på den fjerne fremtid og helt sikkert ikke på vinteren 2021. Men ret har han. Og det er en erfaring, som ethvert menneske må gøre: De rigtig svære og trange tider går – langsomt. Februardagene går – langsomt. Uendelig – langsomt. Men dagene bliver kortere og lyset vender tilbage. Og vi venter spændt på månedens sidste dag, hvor der vil komme nyt. Indtil da føles tiden – lang.

Vi venter. Og vi længes. Længes efter, at pandemien skal slutte, så vi kan vende tilbage til hverdagen med al dens leg og genkendelighed. Men det er ikke godt bare at få tiden til at gå. Vi bliver nødt til at bruge tiden. Måske kan vi begynde at forberede os på, at det gamle, som var, kan være forandret. Vi kan ikke uden videre forvente at vende tilbage til det vante. Det er ikke sikkert, at det vante vil se os og tage imod os som en god ven. Det er slet ikke sikkert, at det vante findes i den skikkelse, som vi kendte og var trygge ved. En ting er at give sig hen til det vante. En anden ting er at give sig hen til det uvante og ukendte. Vi gør det hver morgen og vi kan godt. Måske fordi vi vover at tro, at fremtiden er omkranset af tro, håb og kærlighed. Det skal vi også vove at huske. Mens vi venter.