Af provst Kirsten Jørgensen

Overskriften kommer fra ”Babyinstituttets” hjemmeside. Babyinstituttet tilbyder vidensformidling for kommende mødre. Uge for uge kan man læse om babys udvikling i maven. ”Jeg har det ligesom dig, mor” beskriver graviditetens 27. uge. Her står der: ”Hvordan du har det påvirker din baby, fordi din baby lever i din krop og påvirkes af din kemi og dine hormoner. Så er du glad og afslappet, er din baby glad og afslappet, og er du vred og stresset, er din baby vred og stresset…Får du søvn nok, er du vred, er du stresset, er du ked af det, er du udhvilet, er du glad og er du afslappet?”.

Vel er jeg ikke gravid, men erfaringen af skyld indfandt sig i min mave lige med det samme. Hør lige engang: Nej, man får selvfølgelig ikke søvn nok, hvis man venter barn nr. 3, og de andre er under skolealderen. Nej, man er sjældent udhvilet med småbørn i huset. Ja, selvfølgelig er du vred, når der ikke bliver taget ordentligt hånd om covid-smitten på din arbejdsplads. Selvfølgelig kan du blive stresset, hvis du skal passe både job og hjemmepasning og alt det andet.

Hvad er det for en underforstået kommunikation, der ligger i teksten? Jeg hører, at når jeg er gravid, så skal jeg sørge for at være glad, udhvilet, ustresset, rolig og ikke vred, for min baby får det dårligt, hvis det ikke lykkes mig at være alt det. Den melding gør mig straks urolig og bekymret, for jeg ved, at der ikke findes et menneskeliv, der ikke rummer alle de følelser.

Jeg er ikke i tvivl om, at krop og psyke påvirker hinanden, ligesom der ikke er vandtætte skotter imellem os som individer og selvfølgelig slet ikke mellem mor og baby i maven. Men det bekymrer mig, når der indirekte formidles en opfattelse af, at ved at få kontrol over sin psyke, så kan man påvirke sin krop og et foster. Det bekymrer mig, fordi jeg har mødt for mange mennesker, der føler skyld over at have fået en alvorlig sygdom, fordi de har følt et eller andet ”forkert”. For slet ikke at tale om den skyld forældre føler i forhold til deres børns besværligheder i livet. Det er ganske forbløffende, hvor tilbøjelige mennesker er til at påtage sig skyld. Måske for i det mindste at finde en forklaring på ulykken. Selvom den forklaring kan være temmelig ubarmhjertig.

Menneskelivet er fyldt med uro, sorg, søvnløshed, bekymring og vrede. Ligesom det er fyldt med fryd, fred, jubel, kærlighed, håb og lyse nætter fulde af fremtid. Det hele hører med, og det hele påvirker dig og mig og baby i maven. Jeg tror, at tillid til at vi føder mennesker og ikke perfekte maskiner er en vigtig erkendelse at kalde frem hos vores unge mødre, der hver dag føder skønne, fantasifulde, robuste og glade børn. Et liv går ikke op, men er flosset og forrevet, fyldt med alle mulige besværlige følelser. Vi gør ikke altid det gode, som vi vil, ganske enkelt fordi vi ikke altid kan styre vores sind. Men vi gør alle sammen vores bedste. Mere kan ikke forlanges.