Af Jesper Tang Nielsen, valgmenighedspræst ved Immanuelskirken 

Barndommens somre står gerne i et romantisk skær. De var fyldt af sol og strand; isvafler og jordbær med fløde. I hvert fald var de langt skønnere end somrene nutildags. Sådan huskes de sikkert af mange – også af mig. Måske er det sandt; måske ikke. Sensomrene, derimod, vil jeg hævde, bliver bedre og bedre. Især september vinder i skønhed med tiden. Solen skinner blidere hvert år og gennemvarmer på en særlig blød og rund måde. Den nærmest samler sig omkring kroppen for at ruste den til efterårets blæst og kulde. Himlen bliver hvert år mere blå. Dens rene, skarpe farve lyser nærmest over os, som en påmindelse om at indoptage de blå horisonter, inden vinterens mørke lægger sig. September overgår sig selv hver eneste år. Jeg bliver stadigt gladere for dens rolige overgang fra sommer til efterår.

Jeg ville have været meget stolt af disse observationer, hvis jeg ikke allerede længe havde vidst, at det er helt almindeligt for midaldrende mænd at prise septembers herligheder. Da jeg gik til studentereksamen, skulle jeg skrive en dansk stil om en tekst fra Klaus Rifbjergs digtsamling Septembersange. I den er det meget væsentligt, hvem der har set september. Det har august eksempelvis ikke. Vi skulle analysere et digt om børn og unge mennesker. Efter en beskrivelse af ungdommens vildrede om alverdens ting slutter digtet med sætningen ”Med børnene ligger det sådan/at de ikke har set September”. Jeg blev ret fortørnet over den sætning. I stilen gjorde jeg tydeligt opmærksom på, at jeg fandt den både indforstået og bedrevidende. Karakteren blev derefter.

Dengang kendte jeg ikke Alex Garffs sensommersang, Septembers himmel er så blå, som er nr. 335 i Højskolesangbogen. I modsætning til Rifbjerg gør Garff sig umage med at beskrive september. Sangen fremstiller septembers lys og lyde, dens følelser og fornemmelser. Den skildrer, hvordan frugter modnes og høstes, så forrådene kan fyldes, mens bladene stille visner og falder af træerne. September fyldes af resultaterne efter sommerens aktivitet, så den kan forberede os til vinteren. Uanset alder forstår enhver, at september er symbol for livets modenhed. Den rummer frugten af ungdommen og fylder lagrene til alderdommen. Den periode har børnene og de unge ikke selv oplevet, som Rifbjerg siger. Men de kan godt forstå det i Garffs poesi.

September har en særlig karakter for alle, selv om vi midaldrende åbenbart sætter særligt pris på den. Garff siger, at der i september ”er en søndagsstille ro/imellem træ’r og tage”.  Således forbindes september med den særlige stilhed, som søndagen står for. På søndage er der tid til refleksion og eftertanke. September bliver årets søndag, hvor man kan lade op ved solens varme stråler og gøre sig klar til efteråret. Det kan der være særligt behov for i dette mærkelige år, hvor tiden er ude af takt, og ingen ved, hvad de næste måneder bringer. Godt, at alle, unge og gamle, har søndage og september til det.