Af Bettina C Tranberg, sognepræst Sct. Lukas kirke

Det er svært at tale om konfirmation 2020 uden at nævne COVID-19. Også hér har virussen sat sit spor, da forårets store traditionelle konfirmationsbrag lukkede ned, sammen med resten af Danmark.

Men nu er det blevet august, varmere end nogensinde og tid til at indhente det forsømte. I den kommende tid vil kirkeklokkerne ringe mange gange, for de tusindvis af unge der bliver konfirmeret. Unge mennesker der den dag siger ja til den kristne tro, akkompagneret af festklædte familier og venner, naturligvis under de nu velkendte paroler ‘samfundssind’ og ‘social distancing’. Alt er (næsten) som det plejer at være, for konfirmationen er en uforglemmelig fest for livet og en del af en længere trosvandring – corona eller ej.

De fleste konfirmander har selv valgt konfirmationen til, fordi de tror på Gud. De vil ikke kun konfirmeres for gavernes skyld, som mange fejlagtigt tror. Traditionerne holdes i hævd, når der inviteres til konfirmation. Konfirmanden skal fejres som oldemor, mormor og mor blev det.

Konfirmationsforberedelsen har meget at bidrage med i overgangen fra barn til ung. Det er et vigtigt tidspunkt i deres liv og de unge er generelt meget reflekterende og bevidste om, hvorfor de vælger konfirmationen til. Derfor kan de nu sagtens være i tvivl, når de starter til konfirmationsforberedelserne. Men det er ikke kun naturligt, det er også velkomment, for netop tvivlen er en stærk drivkraft når den unge konfirmand står overfor noget så komplekst, som eksistentiel og religiøs refleksion.

Konfirmationen handler om aktivt at vælge den dåb til, som ens forældre bar en til. Ved konfirmationen er konfirmanden blevet gammel nok til at svare selv og bekræfte, at konfirmanden stadig står ved det, der engang blev sagt "ja" til. For mange konfirmander er konfirmationens største øjeblik, når de skal sige ja i kirken. Samtidig bekræfter Gud også, at han stadig står ved de løfter, som blev givet i dåben.

Både konfirmationsforberedelsen og selve konfirmationen var en vigtig del af min egen dannelsesrejse og gav mig samtidig et tilhørsforhold. Ja, jeg troede på Gud dengang og det gør jeg også i dag.

At stå oppe ved alteret og sige ja til at blive konfirmeret i den kristne tro og blive velsignet med håndspålæggelse af præsten, kan stadig gøre mig helt rørstrømsk. Havde det ikke været for præsten som konfirmerede mig, så ved jeg ikke om jeg selv var blevet præst.

Efterfesten sammen med familien fulgte den traditionelle opskrift med taler og sange, som opsummerede mit liv fra barn til teenager og alt sammen med fokus på den kærlighed og taknemmelighed, som min familie og jeg havde for hinanden.

Gaverne var fine at få, men festen i kirken - konfirmationen - er stadig den dag i dag, det største minde. Lige om lidt er konfirmanderne årgang 2020 konfirmeret. Forhåbentlig har de, som jeg selv fik det, fået et nyt perspektiv og flere nuancer på deres gudsbillede og samtidig gjort sig mange eksistentielle refleksioner om både Gud og menneskets væren. Dét er den egentlige gave. En gave der er ekstremt værdifuld, når man stævner ud for at møde alle de udfordringer, ethvert menneske står overfor på sin vej.