Af Lars Danner Madsen, sognepræst i Solbjerg Kirke

Der var ikke bål og taler i Frederiksberg have Sankt Hans aften i år. Men midsommer er det nu alligevel. Sommeren er over os med lyse dage og nætter. Og dens lyse sind har vi på det seneste fået at mærke så rigeligt. Vi ved jo fra Thøger Larsens fine sommervise ’Du danske sommer, jeg elsker dig’, at sommeren har både et sind og et hjerte. ’Du er i sindet jo lunefuld, dog hjertet inderst er pure guld’. Og jeg vil her vove at påstå, at hvis sommeren ikke havde et lyst sind, kunne et menneske heller ikke ha’ det.

 Ja, for hvor kommer det fra, lyset i sindet? Jeg vil svare, at det kommer fra mennesker og verden omkring dig, fra den lyse sommer, fra naturen, fra fuglesang, fra blomsterfloret, fra duft af hyld og hø, fra stenbroen, hvor folk slentrer omkring i lette sommerklæder… jeg vil derimod aldrig svare, at det kommer inde fra dig selv.

 Martin Luther mente, at hvis Gud ”havde villet, at vi skulle være sørgmodige, så havde han ikke givet os solen, månen og jordens frugt, hvilket han alt sammen giver til glæde. Da havde han villet gøre det mørkt. Han ville ikke lade solen gå op og sommervarmen vende tilbage.” I en mørk verden uden lys og farver, favntag og lyde ville der ingen lyse sind være. Vort sind er kun en klangbund/resonansbund for alt det smukke, skønne og lyse i verden. Det kan ikke selv skabe det.

Thøger Larsen skildrer den danske sommer som en pige, han ikke kan lade være med at elske trods det, at hun kan være ganske lunefuld. Det er et gammelt spørgsmål, blandt kloge hoveder og filosoffer, om kærligheden til den elskede/pigen skyldes, at hun er elskelig i sig selv eller om det er min kærlighed, der gør hende elskelig? Spurgt på en anden måde: Er jeg ramt af kærlighed til pigen eller er kærligheden en ramme, jeg sætter den mere eller mindre tilfældige pige ind i? Jeg tror på det første... at kærligheden er noget vi rammes af.

 Det er ikke mig, der gør pigen/sommeren elskelig. Det er de i sig selv. Jeg er ikke livets skaber, men dets modtager.

 ”Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har svigtet mig… jeg véd, dit hjerte er guld endda”.