Vibeke Døssing, sognepræst i Sct. Thomas Kirke

Nåde være med jer,

og fred fra Gud, vor Far

og Herren Jesus Kristus.

 Lad os høre evangeliet til i dag, første søndag efter påske. Det er fra Johannesevangeliet, kapitel 21.

 Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?«Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« 

 Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«

 Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham:

 »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får!    

 Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« 

 Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Prædiken.

 Maggie er i køkkenet. Hun sætter vand over til kaffe og går ind på datteren Sofies værelse. Værelset er tømt for alle de ting, som Sofie fandt betydningsfulde nok at tage med sig, da hun flyttede hjemmefra. 

 Under vinduet i værelset står sengebordet. Det lille sengebord som Maggie forærede Sofie, da hun fyldte 18 år. Bordet havde hun købt brugt, Maggie, hun havde slebet det og malet det i datterens tre yndlingsfarver blå, rød og gul.

 Som hun nu står der i værelset i dag og venter på at kaffevandet skal koge, kan hun godt se, at det er et uskønt resultat der kom ud af hendes arbejde og alle forhåbningerne med gaven til Sofie dengang.

Alligevel gør det ondt, at sengebordet blev efterladt, at Sofie ikke tog det med sig -

det lille bord malet i tre farver. Som de tre ord i sætningen: Jeg elsker dig, for det var vel egentlig de ord, Maggie med brede penselstrøg gav sin datter i fødselsdagsgave:

 Jeg kender dig, jeg ved hvad du kan

lide, jeg vil give dig et tegn på min kærlighed, det bedste, jeg formår.

Jeg elsker dig

Peter og Jesus. Også de to, to mennesker, som er nære og dybt forbundne.

Elsker du mig, spørger Jesus disciplen Peter. Og Peter svarer ja. Jesus spørger igen: Elsker du mig virkelig, og igen svarer Peter bekræftende. Og en tredje gang stiller Jesus samme spørgsmål. Tre gange ligesom de tre farver på et lille sengebord fra mor til datter.

Elsker du mig?

Jeg holder meget af denne her lille mærkelige ordveksling, der udgør afslutningen på hele Johannesevangeliet. I dag bliver den fortalt ind i din stue, for kirkerne er lukkede og verden er fortsat mærkelig, undtagelsestilstanden forlænget frem til 10. maj. Og vi - vi kan føle os som bævende duer, er foruroligede og utrygge, måske ensomme og har sådan brug for ord, der kan holde os fast.

 Og det kan, synes jeg, Johannesevangeliets ord til os i dag – ord om den sårbare kærlighed mellem mennesker og mellem mennesker og Gud.

 Elsker du mig?

Tre gange spørger Jesus, selvfølgelig tre gange, for det var jo tre gange, at Peter natten mellem skærtorsdag og langfredag fornægtede Jesus, tre gange, at han hvæsede: Jeg kender ikke den mand!

Elsker du mig?

Kærligheden er livgivende og den er stærk, men den er også menneskelig og sårbar. Er jeg virkelig værd at elske? Kan man stole på, at den holder ud, kærligheden, at du gør det? Kan jeg stole på, at jeg bliver forstået, at du ikke støder mig fra dig?

 Maggie står der i døråbningen til Sofies værelse og kigger på det lille sengebord. Forstod Sofie slet ikke den trefarvede kærlighedsgave? Eller forstod hun, men fandt ikke gaven værd at tage med sig, Maggie værd at tage med sig? På sorte dage er det det, Maggie tror. På sorte dage er det det, man så nemt kommer til at tro.

 Men måske Sofie lod bordet stå, netop fordi det var betydningsfuldt. Sofie flyttede ind til det tjekkede København, hvor smarte øjne nemt kunne latterliggøre et lille bord. Og det magter hun ikke, Sofie. Hun kender jo bordets betydning, at det var som en kærlighedsvinge under hvis skygge man kan skjule sig

 Elsker du mig?

Det er så nemt at komme til at tolke, at andre ikke holder af os. At man ikke er god nok.

 Tænk hvis folk vidste, hvordan jeg egentlig er. Tænk hvis de vidste, at min familie ikke er så harmonisk, som jeg giver udtryk for, at jeg sommetider ligger i sengen hele formiddagen og laver ingenting. Tænk hvis de så min ensomhed midt i al arbejdsomheden. Tænk hvis jeg blev afsløret, som det uperfekte menneske jeg er. Ville de så have med mig at gøre?

 Jesus vidste alt om Peter, så ham fuldstændig som han var. Det manglende mod, fejheden, at han ikke magtede at male et bord i tre farver, så det så bare nogenlunde pænt ud. Sårbarheden og angsten for at blive forladt så han. Og dovenskaben. Og han sagde:  Følg mig, Peter. Jeg elsker dig i al din uperfekthed.

 Man står i køkkenet og laver hverdagsting, koger kaffe. Og selvom barneværelset står tomt, fordi barnet er flyttet hjemmefra, og selvom hun ikke tog det trefarvede sengebord med sig

og selvom Danmark er lukket ned, og vi ikke må besøge vores bedsteforældre og ikke må kramme, og ikke må gå i Tivoli og sidde tæt i forlystelserne, og selvom ensomheden gnaver

 Selvom alt det, så er vi dybt forbundne i et fællesskab og følgeskab, hvis grund er kærlighed. Der findes en magt i verden, som insisterer på livet. Den er Guds magt i verden. Du kan se den på et lille trefarvet sengebord. Den synes fragil og skrøbelig men den er stærk. Stærkere end døden.

 Historien om Maggie og Sofie står ikke i Johannesevangeliet, den finder du i Asta Olivia Nordenhofs bog Penge på lommen, en roman om den sårbare kærlighed mellem mennesker, den vi lever af og som Jesus levede og døde for, og som han også opstod ud af.

 Bøn

Kære Gud.

Tak fordi du kom med dit kærlighedsfulde blik og med alle farver

Tak for sengeborde og følgeskab,

Tak fordi der er et vi, der også er mig

 Tak fordi du kender til afmagt og sårbarhed og alle slags mørke.

 Tak fordi du ser det hele, alt jeg er, og aldrig vender hovedet bort.

Vi beder dig:

Vær os nær i denne tid

Vær hos den, som skal dø

og hos os, som lades tilbage.

Vær hos os alle, der bor alene og hvor ensomheden er tung.

Og vær hos den, som er ensom, selvom man er sammen med andre.

 Hjælp os til at hjælpe hinanden, Gud, og hjælp du os, når vi ikke kan hjælpe os selv.   

Giv råd til os alle i det vi hver især bærer ansvar for.

Læg din sarte skælvende tro i vores hjerter, så vi aldrig mister modet og håbet, det beder vi om,

Og skænk du os hver morgen forventningens glæde.

 Afsluttende salme: 

Den Danske Salmebog nr. 31: Til himlene rækker din miskundhed, Gud.
Komponist: J. P. E. Hartmann.
Tekst: B. S. Ingemann 1845.
Sunget af: Holmens Kantori.
Arrangement: Jakob Lorentzen.