Annette Molin Brautsch, sognepræst i Flintholm Kirke

 Nåde være med jer og fred fra Gud vor Far

og Vor Herre Jesus Kristus – Amen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham, som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han, som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

Amen

Prædiken:

Vi oplever verden i små bidder.

Minut for minut.

Time for time.

Dag for dag.

Uge for uge.

År for år

Og vi bliver hele tiden fodret med indtryk, som vi selv giver et udtryk.

Vi bliver hele livet igennem ramt, set, overset, værdsat, forkastet, betroet, betvivlet, væltet omkuld og rejst op igen.

Livet igennem er vi på vej og hvert skridt vi går folder vores verden ud eller pakker den sammen.

 For vi lever i en fælles skrøbelighed, hvor oplevelser kan sætte sig dybt i os, hvis de virkelig betyder noget og mødet med mennesker kan ændre vores liv, hvis de kalder på os eller vi kalder på dem.

 Hun stod der påskemorgen dybt fortvivlet og forladt.

Maria Magdalene følte sig helt alene i verden selvom hun ikke var det, for hun kaldte på de andre og delte sit chok.

 Jeg forstår det ikke sagde hun, de har fjernet ham fra graven.

Ham, som havde forvandlet hendes liv, hendes horisont, hele hendes oplevelse af tilværelsen.

 Hvor er han?

Hvad er meningen?

Jeg forstår det ikke?

 Og de andre kommer, Peter og den anden discipel.

De kommer farende, de løber!

Ligesom vi selv løber, når noget er opsigtsvækkende, overraskende, chokerende.

Så løber vi alt hvad rammer og tøj kan holde.

Vi løber hen imod lyden af den grædende.

Vi løber efter hjælp.

Vi løber fordi benene sætter i gang og hovedet følger med.

 Og de løb også den påskemorgen, for der var noget på færde og de ser det - i gravens tunge mørke indser de to disciple, at Jesus er opstået og gjort alting nyt!

 Men Maria Magdalene ser det ikke, hun hører det ikke.

Ligesom vi kan have svært ved at høre og åbne os for nyt, når alting bare braser sammen om ørene på os.

 Hun står udenfor opløst i gråd.

Er slet ikke gået ind i den gravhule, for der har hun på en måde allerede været langfredag.

 Hun har set døden i øjnene.

Set hvad mennesker kan gøre ved hinanden, når de får muligheden for at bedrive deres ondskab.

Hun fik magtesløsheden og fortvivlelsen ind på livet, da døden kom og tog hendes elskede ven og mester.

 Maria ved som du og jeg, der har set og oplevet sorg og tab og grufulde ting og svære tider, at så er der ikke mere at komme efter.

Så er der lukket.

De indre skodder er lukket til og ingen kan komme derind lige nu, hvor døden har sat sit aftryk.

Hægtet af - er hun.

Som vi kan føle os hæget af, når livets hårdhed og smerte smider os udenfor.

 Men det er påskedag – 2. påskepåskedag – festen strækker sig over to hele dage og festes det skal der!

 For nu sker det.

 Maria Magdalene bliver det første vidne på Jesu opstandelse.

 Hun bliver i dette øjeblik af dyb fortvivlelse og total udmattelse netop ikke hægtet af.

Hun bliver hentet ind!

 Og noget får hende altså til at bøje sig ned og se ind i graven.

Men det er ikke dødens gru hun ser.

Jeg tager mod til mig og bøjer mig sammen med hende og ser derind - frygter det værste.

 I dødens sprække viser englene sig.

 Lyser og udviser den første sjælesorg:

Kvinde hvorfor græder du?

 Og hun begynder at fortælle, som når vi selv fortæller om vores frustrationer til det den, der giver sig tid til at spørge: Er du okay? Hvad er der i vejen?

 For det lille spørgsmål Hvorfor græder du? - åbner sindet.

Åbner skodderne op igen – som vi mennesker lukker i selvforsvar mod en grusom verden, mod en verden vi ikke længere kan kende, fordi den er blevet forandret til et sted hvor vi måske ikke kan finde vores plads igen.

 Men vi lever i opstandelsens tid!

Også selvom vi her i 2020 også lever i en coronatid.

 Påsken sender et stort og lysende håb ind i verden – på trods.

 Den opstandne Gud ligner en havemand, en gartner en hvilken som helst person, der griber os, når vi væltes omkuld.

En levende spørgende Gud, der gentager:

Hvorfor græder du?

Hvem leder du efter?

 Maria Magdalene oplever verden bid for bid.

Dag for dag.

Og fra langfredag til påskemorgen – er der mange lange timer… fordi hun ikke ved hvordan det ender.

Og vi har det som regel aldrig godt med at miste kontrollen, opleve meningsløshed, og vi hader uvisheden... for det meste.

Vi vil have kontrollen tilbage.

Magten tilbage - til at magte livet.

 Men påskeevangeliet viser os, at vi midt i den magtesløshed som indimellem kommer til os i store uformelige klumper og ikke i små mundrette bidder, skal handle i kaos med håbet for øje.

 Maria står i en gravhave, men sammen med ham står hun i Paradisets have.

 Og han kalder på hende: Maria! for at rette hendes blik mod ham og dermed rette hendes opmærksomhed på livet og troen.

 Og hun vil kramme ham og dvæle lige der.

Men det får Maria Magdalene ikke lov til.

 For Maria skal ligesom du og jeg finde tilbage til hverdagen sammen med de andre - Styrkede og håbefulde i en ny forklaret virkelighed, som stadig skal opdages time for time - dag for dag.

 Glædelig påske!

Amen

 Lad os alle bede:

Gud, Giv mig sindsro

til at acceptere de ting

jeg ikke kan ændre.

Mod til at ændre de ting jeg kan.

Og visdom til at se forskellen.

 Vi beder dig:

Vær vores lys i mørket.

Kald os ud af fortvivlelsens greb.

Vis dig som håb i verden.

Fyld os med tro og opstandelse.

Rejs os fra det, der får os til at synke i knæ.

 Vær hos de ensomme, de isolerede og de syge.

Og hos dem, som passer på dem og alle dem, der får verden til at hænge sammen lige nu.

Trøst dem, der sørger fordi de har mistet én de elskede og savner.

Trøst dem, der græder, fordi de har mistet retningen, livsfundamentet, troen og glæden.

Send din Helligånd som et vindpust ind i verden til liv og genoprettelse for alle befolkninger, som lige nu kæmper mod corona.

Giv os troen, håbet og kærligheden som et fælles holdepunkt i en svær tid.

Hold din hånd over alle og øvrighederne i verden.

Velsign og bevar vort land og vor Dronning Margrethe

den 2. og hele hendes hus.

Ja velsign og bevar os alle.

 Og hør os når vi beder:

Fadervor,

du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

Amen.

Herren velsigne dig og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. Amen

Afsluttende salme: 

Den Danske Salmebog nr. 234: Som forårssolen morgenrød. Tekst: N.F.S. Grundtvig 1846. Sunget af Københavns Drengekor.