Charlotte Cappi Grunnet, studenterpræst på Frederiksberg Campus og præst i Sct. Thomas Kirke

Døden, sorg og tab, men også kærligheden, forbundenheden og taknemligheden var det, der i søndags den 3. november strømmede i musikken og i ordene, i lystænding og salmer ved gudstjenesterne på Frederiksberg og landet over.

I søndags var det nemlig allehelgensdag, og det er en gammel kristen tradition på denne dag at mindes dem, som er døde fra os. I de fleste kirker, både i by og land, blev der afholdt mindegudstjenester, og mange steder har præsten læst navnene op på dem i sognet, som er døde i det forgangne år (med tilladelse fra de pårørende, som også er inviteret). På landet afsluttes det ofte ved, at alle går ud på kirkegården og tænder lys ved gravene. Her inde i byen vil mange i søndags have tændt et lys for deres kære og sat det i en lysglobe eller et andet fint sted inde i kirken lavet specielt til denne dag.

Der er en egen ro og trøst i at tænde et lys. I søndags stod lysene altså tættere. Vi tændte lys for vores afdøde, for vores smerte og savn, for det, der fyldte os, og som stadig puster liv i os. For den ukendte fremtid, for håbet - for taknemlighed over det, som blev til lys i vort liv. Og måske også for det, vi ønskede hjælp til at lægge fra os. Eller som en ældre mand, jeg engang mødte ved lysgloben i Sct. Thomas Kirke, udtrykte det: ”Jeg tænder lys og ber’ for mine kære, for det er ligesom at løfte det menneske og mit savn ind foran Guds ansigt. Og der er godt at være”. Og efter en lille pause tilføjede han: ”for os begge”. Allehelgen er et fælles rum, hvor der er plads til sorgen og savnet, som hver enkelt står i. Plads til at lade tårerne løbe. Vi har hver vores historie, men vi sidder sammen på kirkebænken og er fælles om det at være menneske og med den erfaring, at sorg er kærlighedens pris. Og med den erfaring, at selvom sorgen kan føles ubærlig, så ville de fleste af os nok ikke være kærligheden foruden – trods prisen. Så når jeg i overskriften også bruger ordet fejre, så er det fordi, at man til allehelgen-gudstjenesten nærmest fysisk kan mærke, hvor meget kærlighed der er i rummet. Til allehelgen fejrer vi også livet, det der var, stadig er og som kommer.