Af provst Kirsten Jørgensen

Påskemorgen møder de kvinder, der har fulgt Jesus, en engel. De møder ham ved den tomme grav. Han fortæller dem, at Jesus ikke længere er i graven, men at han er opstået fra de døde. Og så tilføjer han, at Jesus vil møde dem i Galilæa. Dér skal I se ham.

Dér er han, ikke her. I århundreder har mennesker undret sig over, hvad opstandelsen er for noget. Skal den forstås fysisk og i naturvidenskabelig forstand konkret? Eller er den et billede, en metafor eller en myte? Er opstandelsen historisk bevidnet og sand? Eller er den en fortælling skrevet af mænd, der havde hørt om den, men ikke selv været der? Vi har svært ved at holde fast i et her. Han er ikke her, men altid et andet sted. Vi kan ikke sætte den opstandne i vidnestolen og føre bevis for, at ja, han er sandelig opstanden. Opstandelsen glider igennem vores fingre og væk, hvis vi forsøger at slå fast, hvad den egentlig er. Den er sandelig et mysterium. Men vi kan se i den retning, som englen pegede, da han sagde: Han er gået i forvejen for jer. Og der, hvor han er gået hen, dér skal I se ham. Jeg hører det som en opfordring til at slippe grublerierne over, hvordan det nu egentlig gik til og i stedet for se efter de steder, hvor opstandelsen bliver virkelighed i vores liv. Ikke den store mysteriefyldte opstandelse men den lille og gentagne opstandelse. Den opstandelse, der er lige her, som der står i en ny salme af Iben Krogsdahl: Opstandelsen er den store ånde bag ved vores planer/der blæser liv i mere end vi aner. Opstandelsen går med sagte skridt hos dem der bærer andre/og alt til trods bliver ved og ved at vandre. Opstandelsen er, at livet kommer tilbage, når det bliver taget fra os på alle de måder, liv nu kan tages. Opstandelsen er håbets opstand imod dem, der siger, at det ikke nytter.

Opstandelsen er ikke et tema, der er begrænset til kirken påskemorgen eller på enhver søndag. Det er påfaldende, i hvor høj grad troen på opstandelsen, på livets sejr over alt, der vil døden, gennemspilles i litteratur, musik, film og teater. Påskefortællingen er den største, mærkeligste og mest håbefulde historie, der er fortalt i verden. Den har slægtskab med fortællingen om, at kærligheden overvinder alt, og vi bliver ved med at genfortælle de to historier på utallige måder.

Der er så meget, jeg ikke forstår ved opstandelsen og påskens fortælling. Men det jeg forstår er alt nok: Nemlig, at fortællingen trodser dødens, voldens og hadets magt, og at påsken genfortælles og opleves igen og igen overalt, hvor mennesker føler sig kaldet til at lade livets og kærlighedens fortælling vinde og give os håb. Dér ser vi det.