Af provst Kirsten Jørgensen

En tirsdag i marts sad jeg i et undervisningslokale på universitetet i Jena i den tyske delstat Thüringen. Det er ikke langt fra kz-lejren Buchenwald, hvor et af mine familiemedlemmer døde i november 1944. Jeg lyttede til Michael Trowitzsch, pensioneret professor fra Det teologiske Fakultet i den gamle universitetsby. Han begyndte sin forelæsning med at fortælle, at han var født i Sakskøbing. Under den efterfølgende frokost fik jeg forklaringen – den vender jeg tilbage til.

Michael Trowitzsch holdt et foredrag, der var stærkt kritisk over for moderniteten og det moderne menneskebillede. Med klare argumenter problematiserede han det menneskesyn, der sætter mennesket i centrum. Det gør mennesket til et magtmenneske, der ser alle andre som objekter for egne ønsker og ambitioner. Mennesket har gjort sig selv til Gud, og selv ikke bestialiteten og uhyrlighederne i Første og Anden Verdenskrig har været i stand til at ændre vores syn på mennesket, sagde han. Nu trænger vi til at besinde os på vores egen begrænsning, mente han.

Personligt syntes jeg, at Trowitzsch var for kritisk over for den moderne verden og det, som moderne videnskab har givet os. Jeg fandt, at hans menneskesyn er for negativt. Men over frokosten begyndte jeg at forstå mere af, hvad den engagerede mand er drevet af. Han blev født af tyske flygtninge i Sakskøbing i 1945. Hans første leveår var bestemt dels af nazisternes uhyrligheder, dels af den russiske hærs brutale fremrykning i slutningen af 1944. 250.000 tyskere flygtede over Østersøen. 33.000 bådflygtninge mistede livet. Heraf 10.000, da skibet ”Wilhelm Gustloff” sank i nærheden af Bornholm. Trowitzsch ville ikke rigtig svare på, hvordan hans forældre blev behandlet af danskerne. Men det er en kendsgerning, at 7000 børn døde i flygtningelejre i Danmark. Dødsårsagen blandt de yngste børn var primært underernæring. De fik ikke mad nok i lejrene. Først i foråret 1946 blev forholdene forbedret. På Vestre Kirkegaard ligger 5.344 tyske flygtninge begravet.

Det blev tydeligt for mig, at Michael Trowitzsch har sat en del af sit liv og sin forskning ind på at gøre sit til, at krig, folkemord og forfølgelse ikke igen rulles ud i den skala, som vi så i verdenskrigene. Derfor hans optagethed af at fremme et andet menneskebillede. Vi skal søge en Kristus-menneskelighed, sagde han. En menneskelighed, der hviler i sin begrænsning og i hengivenhed for det andet menneske. 

I dag er det 9. april. Det er tid til at ære dem, vi mistede under besættelsen. Med Trowitzsch’s ord i ørerne og den stærke oplevelse af mødet med en mand, der føler sig etisk forpligtet til at finde en vej til en bedre og mere ydmyg menneskelighed, i kroppen, spørger jeg mig selv om, hvad vi danskere har lært af 2. verdenskrig. Og jeg tænker, at en tur denne tirsdag aften til de tyske grave på Vestre Kirkegård måske kan få os til at besinde os på, hvordan vi tager imod nutidens bådflygtninge og deres børn.