Helle Park Thorsen, Frederiksberg Sogn  

”Man skal ikke glæde sig for tidligt”! Bemærkningen faldt i søndags, da hele familien sad samlet foran fjernsynet og jublede, da håndboldherrerne i første halvleg indtog en femmåls føring. Og da Norge et øjeblik efter havde reduceret med et enkelt mål, tilføjede min mor til sin tidligere bemærkning: ”Det kan hurtigt gå den anden vej”.

 Det var svært ikke at smile. Min mor er bornholmer og dermed følger et særegent karaktertræk, som jeg altid har holdt meget af. Et træk som solskinsøens egen befolkning selv vil betegne som ”realisme”, men som folk fra fastlandet og de større øer vil betegnes som ”lunt sortsyn”.

 Sådan husker jeg fra min barndom, hvordan min bedstemor til den faste afskedshilsen ”jeg glæder mig til vi ses til sommer” altid svarede ét eller flere af følgende tre: ”Ja nu må vi se, det kan jo være at det bliver isvinter; at russerne kommer; at jeg er død.” For nej, man skal ikke glæde sig for tidligt - der kan jo ske så meget!

 Og selv når man nærmer sig termin, så lyder stadig den gamle overtro i vores bevidsthed: ”Man må ikke få barnevognen hjem, før end barnet er vel født” 

Men den seneste tid har jeg gjort mig en tanke eller to om, hvornår man egentlig må begynde at glæde sig? Og hvad der sker med glæden, hvis vi hele tiden skal gå at vogte os for, at den ikke bliver udløst for tidligt.

For det forekommer mig, at de mange talemåder, om ikke at tage forskud på glæderne, i mange henseender har gennemsyret vores tankegang, så mange kan have svært ved at glæde sig, når noget glædeligt sker. Særligt oplever jeg det hos vordende forældre, som holder vejret (og maven) inde, indtil de har nået 12. uge. Selv om det primært skyldes risikoen for spontan abort, der for øvrigt er faldet drastisk, og at mange forsøger at skåne sig selv for skuffelser og sorg, såfremt noget skulle gå galt, så synes der samtidig at være en uskreven regel i spil, om ikke at dele den glædelige nyhed, før man er på den ”sikre side”.

Og selv der kan det være svært at turde glæde sig. Herefter følger den nye milepæl: midtvejs-/misdannelsesscanningen. Og selv når man nærmer sig termin, så lyder stadig den gamle overtro i vores bevidsthed: ”Man må ikke få barnevognen hjem, før end barnet er vel født” - og så begynder først de virkelige bekymringer…

 Så hvornår må man egentlig begynde at glæde sig? Og hvornår må man dele denne glæde med andre?

Min tanke er: I samme sekund noget glædeligt sker! For ja, der kan ske så meget. Og det kan hurtigt gå den anden vej. Så hvorfor ikke blot nyde det glædelige, mens det står på? Det er min påstand, at hverken skuffelsen eller sorgen bliver mindre, hvis blot man har undladt at dele sin glæde. Tværtimod! Har man delt sin glæde, har man også nogen at dele sin sorg med. Som det lyder i den kendte salme: ”Da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære. Og alt i verden går op og ned!”. Så derfor: Når noget er glædeligt, glæd dig!