af sognepræst Lone Søderstrøm Nielsen, Sct. Lukas Kirke

Det sker, at mennesker i livets midte standser op og spørger sig selv, hvor de er på vej hen. Midtvejskrise – kaldes det! Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvorfor det er en krise at tænke over sit liv og måske nå frem til, at der skal ske nogle justeringer. Hvis man er på vej ud af et spor, man ikke længere føler er det rigtige, så er det da bedre at standse op, orientere sig og finde nye veje. Der kan være mange gode grunde til at prøve at tale sig selv fra at lægge sit liv om: 1. man ved, hvad man har, ikke hvad man får, 2. det kræver flere økonomiske ressourcer, end man kan finde, 3. hvad mon andre tænker, hvis man nu …

Jeg kan komme i tanke om syv gode grunde til at blive lidt mere modig i livet: langsomhed, bekymringsløshed, enkelhed, frihed, stilhed, spiritualitet og fællesskab. Det er den svenske pilgrimspræst Hans-Erik Lindströms pilgrimsord til brug i en protestantisk eksistentiel vandring. De syv ord skal være en hjælp til at tænke over sit liv, mens man vandrer af sted.

Temagudstjenesten i Sct. Lukas Kirke i september måned handlede om at finde vandringens hvile, hvor omdrejningspunktet var disse syv ord i tekster og musik. Det var imidlertid i planlægningen af den næste gudstjeneste, at jeg oplevede en ganske særlig dybde i forståelsen af de syv pilgrimsord. I samtalen med to bjergbestigere, Jette og Per, kunne jeg høre, at de har formået at efterleve begreberne, så ordene er vokset fra filosofiske tankeovervejelser til en livstil! Da de begyndte at fortælle om deres oplevelser, dukkede pilgrimsordene ganske enkelt op af sig selv i mine tanker sammen med et ottende, nemlig glæden. Hvordan man når frem til det vigtige i livet, må naturligvis være forskelligt fra menneske til menneske. Hvad enten vandringen går på Caminoen, op ad en stejl bjergside eller i ens sind og hjerte mens man sidder i kirken, så fortjener alle tid og stilhed til at tænke over livet.

Under en bjergbestigning er deltagere bundet sammen med reb, så de støtter hinanden, mens de klatrer op. Det er et smukt billede til at illustrere det kristne budskab om fællesskabet mellem Kristus og mennesker. Vi er forbundne med hinanden uanset, hvor og hvordan vi vandrer, og jeg tror på, at så længe man vandrer med Kristus, vil vejen aldrig ende blindt.