Af provst Kirsten Jørgensen

En af de sidste dage i juli var jeg på Tårnlegepladsen i Fælledparken sammen med mine venner og deres tre små drenge. Ved bordet ved siden af os sad en familie, der bestod af 3-4 kvinder og lige så mange større børn. Den ene kvinde var i niqab. Efter at have siddet og ladet blikket vandre lidt distanceret rundt et stykke tid, som man nu gør på en legeplads, kom jeg pludselig i tanke om, at hun sad der midt i mellem byens tårne og brød loven. Hun var en kriminel, der var på legepladsen med sine børn. Når man er vidne til, at folk gør noget kriminelt, så skal man vel ringe til politiet? Mens den tankerække gik gennem hovedet på mig, kom jeg heldigvis i tanke om, at der endnu var et par dage til 1. august, hvor maskeringsforbuddet skulle træde i kraft. Jeg slap for det moralske dilemma: skulle jeg anmelde en kriminel eller se den anden vej.
Jeg er ikke helt ærlig her, hvad angår mit dilemma, for jeg kan med stor sikkerhed sige, at jeg aldrig kommer til at anmelde en niqab-klædt kvinde, som jeg møder på gaden eller på en legeplads. Det gør jeg ikke, fordi jeg opfatter baggrunden og argumenterne for loven som meget problematiske, bl.a. fordi det på ingen måde er ligetil at afgøre, hvorfor den enkelte kvinde bærer niqab. I programmet Deadline fortalte tre islam-forskere søndag den 5. august om, hvor varieret og nuanceret billedet er. Deres beskrivelser var gode at blive kloge af – mest fordi de overbeviste mig om, at sandheden ikke er én ting, og at også denne problemstilling er kompleks. Er der noget, vi mangler i debatten om islam i Danmark, så er det kompleksitet. Jeg er meget skeptisk over for politikere, der forenkler sagen. En af de ting jeg hele tiden lærer af fortællingerne i det Nye Testamente, er, at virkeligheden er kompleks, og at det går galt, når vi vil slå én sandhed fast med alt for store søm. Jesus slår hele tiden sprækker i det, som folk påstår er sandheden om det andet menneske. Aldrig lader han folk være i fred med deres fordomme. Altid udfordrer han vores forestillinger om den anden. Også min.
Jeg vil med næb og klør forsvare vores retsstat. Vi skal alle overholde loven. Både den niqab-klædte kvinde og mig. Men i dette tilfælde tager jeg ansvaret for civil ulydighed på mig: Jeg anmelder hende ikke, selvom jeg ser hende udføre en kriminel handling. Det er ingen stor heltegerning og ret gratis for mig. Det er mere interessant, hvis hun gør det samme: Altså beholder niqaben på: udøver hun så civil ulydighed – eller er hun bare en almindelig kriminel?