Der er så mange, der bliver sure. Også på Frederiksberg. Det har jeg en vis forståelse for, for et realistisk blik på omverdenen giver ofte anledning til surhed. Kan man ikke blive sur over andet, kan man blive sur over, at andre er så sure. Således blev jeg lidt sur over den lille kulturnat på Frederiksberg, for der var mange, der blev sure.

Det hele handlede om et arrangement for børn på Frederiksberg Bibliotek. Det blev nogle sure over, og så blev andre sure over, at de blev sure. Så demonstrerede de første sure, men der var endnu flere af de andre sure, der demonstrerede mod de førstes demonstration. Man bliver sur over al den surhed.

Anledningen til at så mange blev sure var et såkaldt dragshow på Frederiksberg Bibliotek. Mænd iklædt dametøj skulle underholde børnene på biblioteket. Jeg har selv erfaringer på området. Engang først i firserne var jeg udklædt som fin dame til folkeskolens fastelavnsfest og vandt prisen for bedste udklædning. Jeg må have været first mover i Nordjylland, og mine lærere, der udgjorde juryen for prisuddelingen, må have været woke. Det var de nu ellers ikke. De var for det meste sure på eleverne, uanset om de var piger eller drenge, for dengang var man enten det ene eller det andet. Derfor var det så vovet at klæde sig ud som dame til fastelavn.

Sådan er det ikke i dag. I dag kan man være både pige og dreng eller noget helt tredje, og man kan være det på mange forskellige måder. Hvis man vil være sur over, at det ikke er så enkelt som i firserne i Nordjylland, kan man selvfølgelig let blive det. Men tro mig: Det var lidt kedeligt i Nordjylland i firserne. Det kunne faktisk være surt at vokse op dér. Nutidens Frederiksberg er festligere både for børn og voksne, piger og drenge, mænd og kvinder, og alle andre. Hvorfor skulle man blive sur over det? I så fald kan man blive endnu mere sur over at gå i kirke, for hør hvad Grundtvig siger om Jesus selv: ”Kønnet ej er ham til hinder,/bedre end de store mænd/huer ham de søde kvinder,/som vil have ham til ven,/begge køn vil han forbinde,/så vi, som en ægte-kvinde,/kan forenes med hans søn!” Kønnene forbindes, så alle mennesker bliver en kvinde, der skal være ægtehustru for Guds søn. Man kan roligt sige, at køn i Grundtvigs fremstilling af kristendommen er mere flydende og foranderligt, end det var i Nordjylland i firserne. I stedet kan man med Grundtvig glæde sig over, at kønsforholdene forandrer sig. Senere i samme digt ønsker han: ”Først, når atter fromme kvinder,/som i ordets heltetid,/Herren tjene som "bispinder"/bruge tungerne med flid,/så får hjertet mund og mæle,/at sig glæde barnesjæle/i Guds Himmerig på jord!” Når Grundtvig i 1855 kan glæde sig til, at kvinder kan optræde som mænd, så kan barnesjælene på Frederiksberg vel også glæde sig over, at mænd kan optræde som kvinder. Det skal man ikke være sur over.

Jesper Tang Nielsen, præst i Immanuelskirken