I går var det Valentinsdag. Den bryder jeg mig ikke om, og jeg har tænkt mig at fejre dagen ved at være vranten og beklage mig over tidens amerikanisering. For set fra den sure side er det selvfølgelig soleklart, at denne festdag først og fremmest er en fejring af forbruget og primært promoveres for produkternes skyld. Så fik jeg også afløb for allitterationerne!

I øvrigt passer de demonstrative kærlighedserklæringer, som Valentinsdag er fyldt af, slet ikke til legenden om Sankt Valentin. Han var angiveligt en præst i Rom, der i det tredje århundrede viede par i hemmelighed, fordi kejser Claudius havde nedlagt forbud mod ægteskab. Claudius mente, at ægteskabet var en hindring for at rekruttere soldater til fronten. Det havde han sikkert ret i. Men Valentin viede altså de forelskede alligevel, hvilket kostede ham livet. Men så kunne han blive helgen, og i 498 blev d. 14. februar til Sankt Valentinsdag. Imidlertid har Valentin ikke noget med valentinskort, blomster og chokolade at gøre. Den slags gaver begynder man først at give i det nittende århundrede, og det tager rigtigt fart i det tyvende, hvor Valentinsdag på et tidspunkt er årets næststørste shoppingdag i USA. Sådan er det heldigvis ikke hos os. Vi har jo også fået Black Friday!

Men faktisk skal baggrunden for Valentinsdag søges lang tid før Sankt Valentin. Mange religioner fejrer forårets komme med en frugtbarhedsfest. Når naturen langsomt begynder at blomstre, fester man for, at lysterne også vågner, og det er tid for at forplante sig. I det gamle Rom overlod de løsslupne fester ikke meget til fantasien. Det var for meget for de knibske kristne, der foretrak at pakke det ind i romantiske historier om hemmeligt elskende. For en blufærdig sjæl som min er det trods alt et fremskridt. Skulle jeg vælge mellem en utilsløret fejring af seksualdriften og en floromvunden fest for romantikken, ville jeg nok alligevel foretrække det sidste. Om end selv jeg ved, hvad det handler om!

Hvor ville det være langt bedre, hvis en festdag kunne rumme det hele: Seksualitet, romantik, kærlighed og alle de andre følelser, som hører til menneskeligt samliv. Sådanne fester prøver kirkerne at holde, hver gang der er bryllup. For det er en fejring af hele parforholdet med alt, hvad det rummer. Ofte får N.F.S. Grundtvig lov at sætte ord på det med en af hans mest romantiske salmer. Ifølge Philip Faber er der dog noget galt med melodien. Første verselinje lyder som svaret på et spørgsmål, siger han: ”Er det yndigt at følges ad?” ”Ja, det eeeer så yndigt…” Ikke desto mindre udtrykker netop den første strofe det, der skal fejres, når to mennesker finder sammen: ”da er med glæden man dobbelt glad/og halvt om sorgen så tung at bære”. Den kærlighed er værd at fejre året rundt. Og okay så: Også på Valentinsdag!

Jesper Tang Nielsen, præst i Immanuelskirken