”Svindelsagen mod Messerschmidt er en stinkende, svovlende suppe kogt på knastør jura og gammelt fjendskab”. Sådan lyder overskriften over en rets-reportage fra Retten på Frederiksberg skrevet af journalist Kasper Løvkvist (FrederiksbergLIV, 2.12.). Og han fortæller ud fra en temmelig skeptisk vinkel, at det, der foregår i retten i sagen mod Messerschmidt, der er tiltalt for svindel og dokumentfalsk, er en fremmed og forvirrende verden, og at det hele kan koges ned til ét ord: fremmedgørende.

Nu har jeg ikke selv været i retten og overværet sagen, så jeg kan slet ikke sige noget om, hvordan det opleves af være der. Men beskrivelsen fik mig til at tænke over selve det, at vi har et retsvæsen i dette land. Selv om beskrivelsen af denne sag er bidsk, mest fordi journalisten ser en stærk og uskøn sammenhæng mellem jura og politik, så er det stadig sådan for mig, at når jeg cykler ned ad Howitzvej forbi Retten på Frederiksberg, så bliver jeg helt rolig og tryg. Jeg er så taknemmelig for at leve i et land, hvor vi er ekstremt dygtige til at holde de tre områder, der definerer et demokrati: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, adskilt. Jeg føler mig virkelig tryg ved, at den dømmende magt, der i denne sag skal træffe afgørelse om Morten Messerschmidts skyld eller uskyld, gør arbejdet godt og ordentligt. Som Løvkvist slutter sin artikel: ”Tilhørere, journalister, læserne, seerne, lytterne har ikke en rimelig chance for at fælde dom. Det har dommerne. Hvad der er en forvirrende, uskøn og svovlstinkende suppe for de første, er nemlig business as usual for de sidste”. Nemlig! Heldigvis er det eneste sted, vi skal og kan dømme mennesker, en kølig retssal, hvor tingene foregår lige præcis så tørt og formelt, at følelser og fordomme ikke får lov at bestemme. Jeg har en ven, der for år siden oplevede, at et familiemedlem blev slået ihjel på grusomste vis. Så modbydeligt og frygteligt, at det kun var rettens svalhed og juraens nøgternhed, der kunne skabe et rum, der var til at være i for de pårørende.

Jeg er glad for at leve i et land, hvor vores tro og religiøsitet kan give os redskaber til at navigere i verden, socialt og moralsk, men hvor religiøse argumenter aldrig nogensinde kan overtrumfe rettens dom. Ligesom politiske holdninger aldrig må gøre politikerne ligegyldige overfor juraen.

Jeg var der som sagt ikke. Men jeg tror ikke, at jeg ville opfatte rettergangen som fremmedgørende og forvirrende. Jeg tror, jeg ville læne mig tilbage og stole på retssystemets evner til at træffe de rette og uvildige afgørelser. Fanden er først løs, hvis vi begynder at tvivle på det. 

Provst Kirsten Jørgensen

Klummen er indleveret d. 21. december