Efterårs-synæstesi er en psykisk tilstand, som jeg aldrig har set omtalt. Den vil jeg gerne indføre. Det er nærmest det modsatte af en efterårsdepression.

Efterårs-synæstesi kan man rammes af i Frederiksberg Have, når man ser bladenes gule og røde toner lyse på træerne. Den kan komme, hvis man observerer et fugletræk på den himmel, der har fået en mere kølig blå farve, end den havde i september. Og mens man føler luftens sidste sommerlune noter, kan man blive slået af efterårs-synæstesi. For synæstesi betyder, at sanserne falder sammen, så man hører farver, dufter lyde, eller smager synsindtryk. Nogle mennesker er diagnosticeret med synæstesi. For dem hænger sanseindtrykkene konsekvent sammen på tværs af de fem sanser. Ikke overraskende er der forholdsvis mange synæstetikere blandt kunstnere. Men vi kender det formentlig alle sammen. Sproget ved i hvert fald, at sanserne ikke er så skarpt adskilte. For farver kan have toner, lyde kan skabe billeder og dufte kan være skarpe.

Efteråret fremkalder særligt gerne synæstetiske oplevelser, hvor dufte, farver og lyde går i et. Når man mærker alle sanser smelte sammen i efterårsstemningen, kan der endvidere dukke tekst og musik op i bevidstheden. Man behøver ikke være særligt kirkelig, for at ”Nu falmer skoven” bliver den naturlige ledsager til efteråret. Og man behøver ikke engang at vide, at salmen er skrevet af Grundtvig i 1844, for at netop denne tekst og melodi fuldender oplevelsen. ”Nu falmer skoven” er lyden af dansk efterår.

Salmen er i sig selv et synæstetisk mesterværk, for ordene fremkalder ikke bare billeder, men også lyde, dufte og følelser. At ”fuglestemmen daler” kan man paradoksalt nok høre. ”Hvor marken bølged nys som guld” kan man se for sig. Og ”stubbene de golde” mærker man tydeligt. Gennem salmen sker der imidlertid et sammenfald, der rækker ud over sanserne. Grundtvig beskriver først efteråret og takker Gud både for høsten, der nu står i ”tøndemål af traver”, og for ”at efter vinter kommer vår med sommer, korn og kerne.” Men denne beskrivelse lader han falde sammen med en beskrivelse af menneskets efterår, når ”vort timeglas udrinder”, og vi kan se frem mod ”en evig sommer hos vor Gud.” Således falder årets gang for Grundtvig sammen med menneskets livsforløb, så visheden om, at årstiderne følger hinanden, fører direkte over til en tryghed om, at dette liv følges af et evigt liv.

Grundtvigs paradisiske fremtidshåb er ikke nødvendigvis en del af synæstesien i efterårsklædte parkanlæg. Men når han i den sidste strofe taler om ”disse korte dage”, og man ikke ved, om det er de korte efterårsdage eller livets korte dage, kan man tilslutte sig, at ”tro og håb og kærlighed til himlen os ledsage”. For himlen kan man også finde på en efterårsdag, hvor alle sanser smelter sammen her på Frederiksberg. 

Jesper Tang Nielsen, Immanuelskirken