”Møder? Har en præst møder?” Drengen var tydeligt overrasket. Han havde spurgt, hvor jeg boede i kirken, og da jeg forklarede, at jeg faktisk ikke boede i kirken, spurgte han, hvad man egentligt laver som præst?

Vi har mange møder. Det føles nogle gange, som om vi næsten ikke har andet. Vi har møder med mennesker, vi skal vie, forældre, hvis børn, vi skal døbe, efterladte til dem, vi skal begrave og også møder med dem, der af forskellige – tunge eller lette – årsager, gerne vil snakke med en præst.

Jeg kalder egentligt ikke den slags møder for møder, men samtaler. Det hjælper mig nemlig til at holde dem adskilt fra alle de ”egentlige” møder: Personalemøder, menighedsrådsmøder, udvalgs- og bestyrelsesmøder, planlægningsmøder, strategimøder, koordineringsmøder, ud- og afviklingsmøder, forældremøder og en sjælden gang imellem også krisemøder. Min kalender synes nogle gange at være fyldt med møder om alt mellem himmel og jord. For ikke at tale om alle de møder, som ikke har et egentligt navn, men som opstår sådan mere eller mindre spontant, når man lige fanger eller fanges i personalekøkkenet i menighedshuset.

Da jeg var barn, havde ordet ”møde” en nærmest mytisk klang. Møder var det vigtigste i verden, for når de voksne sad i møde, kunne de ikke forstyrres. I dag har jeg et lidt andet blik på møder: De er nødvendige, men ikke vigtige. Tværtimod synes det i dag for mig af den største vigtighed, at der ikke er for mange møder, at de ikke er for lange, og at de faktisk udretter noget. Møderne gør mig nemlig ensom, for de stjæler den tid, som jeg skulle bruge på faktisk at mødes med andre: Samtalerne, som jeg nævnte ovenfor, de tilfældige snakke på kirkegården, når jeg lufter hunden, sludderen med kollegaen og alle de andre ægte møder med mennesker.

For et par uger siden havde jeg sådan et ægte møde med Therese, der også skriver her i avisen. Hun ville have inspiration til en klumme, og hun endte i stedet med at inspirere mig. Hun arbejder med selvudvikling og har skrevet en bog om møder: Guuud, har vi møde i dag? Det er en god titel. Bogen handler om, hvordan vi får mere ud af møderne, så vi kan have færre af dem. Det er et vigtigt emne.

For mig er der en fin poesi i, at det netop var Frederiksberg, som førte til mødet mellem Therese og mig og dermed også opdagelsen af hendes bog, for Frederiksberg symboliserer med sine brede alleer, små cafeer, hyggelige butikker og smukke haver netop mødestedet: Byen inviterer os til at bryde op fra møderne og i stedet mødes med hinanden. Byen trækker os ud af ensomheden og ind i hinandens liv.

Lars Gustav Lindstrøm Lindhardt, sognepræst i Frederiksberg Sogn