”Nu er jeg ikke i tvivl mere”, sagde min 82-årige amerikanskfødte veninde, da jeg spiste frokost med hende forleden. ”Jeg har været i tvivl hele mit liv, men nu er jeg det ikke længere”. Det, hun ikke længere tvivler på, er, om hun er pacifist. Og om man overhovedet kan være pacifist eller for den sags skyld ikke være det. Det var krigen i Ukraine, der havde afgjort det endeligt for hende. Det brutale overgreb på den ukrainske befolkning og en diktator, der pr. definition bekender sig til vold som et magtmiddel, havde overbevist hende om, at det kan blive nødvendigt at forlade den ikke-voldelige modstand og gribe til våben.

                          Vi taler her om eet af de største dilemmaer, mennesker kan blive stillet overfor: Hvad stiller man op med aggression og statslig vold, med tyranner og diktatorer? Er eneste farbare vej at yde ikke-voldelig modstand og insistere på, at netop det er vejen ud af volden, og at gengældelse af vold bare fører til mere vold? Eller må man af bitter nødvendighed gengælde aggression med aggression, vold med vold? Selv er jeg ikke i tvivl. Jeg er ikke pacifist.

Jeg blev overbevist af mødet med en sydafrikansk kirkeleder, Edwin Makui, som jeg mødte for en del år siden i Jerusalem. Anledningen var en konference afholdt af den kristne, palæstinensiske organisation Sabeel, som samler alle de kristne kirker i Palæstina. Sabeel er rodfæstet i ikke-voldelig modstand mod besættelsesmagten. I en kaffepause spurgte jeg Edwin Makui, om ærkebiskop Desmond Tutu – en stærk fortaler for ikke-voldelig modstand mod apartheid-styret – aldrig nogensinde havde billiget brug af vold i kampen og Edwin svarede nej, aldrig! Men samtidig gav han udtryk for det dilemma, også Tutu og mange andre sydafrikanere stod i; efter mange års ikke-voldelig modstand uden resultater, var det så legitimt at begynde at gøre modstand med våben? Er det pacifistiske standpunkt sommetider for nemt i forhold til den lidelse, man er vidne til? Og er det modigste at gribe til våben eller netop ikke at gribe til våben?

Mit standpunkt, som jeg har fra min kristendom og min erfaring med verden, er,  at vi skal insistere på ikke-voldelig modstand mod tyranni, så længe det overhovedet er muligt. Jeg er overbevist om, at vold er den dårligste løsning. Samtidig mener jeg, at det er et svigt og en fejhed, hvis man ikke vil gribe til våben, når det bliver absolut nødvendigt for at redde mennesker fra ufattelige og uretfærdige lidelser. Det vanskelige er selvfølgelig at vide, hvornår man går fra det ene til det andet. Hvornår indtræder den absolutte nødvendighed? Det er det svære dilemma. Og kun du og jeg kan afgøre os for, hvor vi hver især står. Uanset hvad vi vælger, vil det få svære konsekvenser og medføre lidelse. Det er et ægte dilemma.

Provst Kirsten Jørgensen